Det siger spillerne om Olsens forlængelse

Spillerne på fodboldlandsholdet glæder sig over, at Morten Olsen fortsætter som landstræner frem til sommeren 2014.

Læs her hvad flere af spillerne har sagt om Olsens forlængelse:

Thomas Sørensen til sporten.tv2.dk:

- Jeg synes, at det er super for landsholdet og for dansk fodbold generelt

- Vi er som hold inde i en god periode, og det er klart, at det ville være ærgerligt at få brudt den udvikling, som vi jo ville få gjort, hvis der kom en ny træner ind.

- Samtidig kan jeg heller ikke se andre alternativer, som har det niveau, som Morten har, hvis det skal være dansk. Derfor er det en super nyhed for alle, at Morten tager to år til.

Lars Jacobsen til sporten.tv2.dk:

- For mit eget vedkommende har jeg gået med nogle overvejelser, om man måske skulle stoppe efter EM. Hvem ville blive ny træner og så videre. Nu ved jeg så, det bliver Morten. Så kan jeg forholde mig til det, så kan det jo godt være, at jeg skal tage en tørn mere.

- Den udvikling, som holdet har været inde i her på det seneste, det er også noget, som spillerne synes er fedt, og som ville være ærgerligt, hvis det skulle stoppe nu. Så vi er alle sammen glade for, at han tager en tørn mere.

Jakob Poulsen til sporten.dk:

- Det er godt for landsholdet, at han tager to år mere. Han har lært mig meget som spiller, og han er altid utroligt engageret til træning og velforberedt.

- Nu har han en trup, hvor stort set alle får fast spilletid i deres klubber og er i form, så lad os håbe, det kan føre hele vejen til VM i Brasilien.

Nicolai Boilesen til ekstrabladet.dk:

- Han er den bedste, fordi han kan skabe en trup med harmoni både på og uden for banen. Desuden er han en fantastisk træner, med et stort overblik og en unik evne til at få kommunikeret ud, hvad han forventer af hver enkelt spiller. Det gør vores job så meget nemmere.

Simon Poulsen til sporten.tv2.dk:

- Jeg er overbevist om, at størstedelen af holdet, hvis ikke alle sammen, er rigtig glade og begejstrede for, at han forlænger.

Mikkel Beckmann til Ritzau:

- Det er det helt rigtige valg. Jeg ved, at han har opbakning fra spillerne, som godt kan lide den måde, han arbejder på.

- Efter en svær start på EM-kvalifikationen synes jeg, at man kan se, at det arbejde, han har lavet, bærer frugt i kampene. Det er underholdende samtidig med, at det er godt taktisk. Det er en god blanding, og det er den stil, jeg godt kan lide.

/ritzau/

Thomas Sørensen og co. glæder sig over, at Morten Olsen har besluttet at blive som træner for landsholdet.

Offentliggjort Sidst opdateret