Dideriksen viste OL-form i DM-sejr: Et godt skridt på vejen

Amalie Dideriksen tog guldmedaljen foran den forsvarende mester, Emma Norsgaard (tv), og Cecilie Uttrup Ludwig (th). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

For femte gang er Amalie Dideriksen dansk mester, og med sejren fik hun en god optakt til det kommende OL.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter en dramatisk afslutning tog Amalie Dideriksen søndag sit femte danske mesterskab i linjeløb ved DM i Give.

På opløbsstrækningen besejrede hun Emma Norsgaard og Cecilie Uttrup Ludwig i en spurt efter et selektivt løb med masser af regn.

Med DM-guldet fik 25-årige Dideriksen bekræftet, at formen frem mod sæsonens store mål, de olympiske lege, ser god ud.

- Det er et godt skridt på vejen. Jeg glæder mig rigtig meget til OL og tror, at vi kan lave noget stort, siger Amalie Dideriksen.

- Vi vil gerne have medaljer. Vi går helt klart efter at tage sejren, men en OL-medalje er også stort.

Hun skal ved OL i Tokyo køre banecykling, hvor hun sammen med Julie Leth skal deltage i parløb. Desuden skal én af de to køre omnium også.

Men sejren ved DM kom også et tørt sted. Det var Dideriksen første landevejssejr siden 2019, hvor hun sidst blev dansk mester.

- Den betyder rigtig meget. Jeg har ikke vundet et cykelløb i, hvad der føles som lang tid, og kom ind i dag og var lidt usikkerhed på mig selv.

- Det er en stor ære. Specielt når vi er så mange på et højt niveau, siger hun.

Det var dog tæt på at gå galt i det sidste skarpe sving før målstregen.

- Emma og jeg kommer ind side om side til sidste spring. Jeg tænker, at ingen af os vil give sig, så vi ryger begge ind i hegnet.

- Men jeg fik kantet den rundt, og så havde jeg fuld syre op ad opløbsstrækningen.

Modsat Amalie Dideriksen fik Emma Norsgaard taget et lidt for skarpt sving, som gav Dideriksen et lille forspring i den afgørende spurtduel.

Ud over de fem DM-titler har Dideriksen også været dansk mester i enkeltstart og blev i 2016 verdensmester i landevejscykling.

Mens Amalie Dideriksen efterhånden vælter sig i DM-sejre, så mangler en anden af landets bedste kvinderyttere, Cecilie Uttrup Ludwig, stadig en guldmedalje fra linjeløbet.

I år blev det til den anden bronzemedalje i træk for 25-årige Uttrup Ludwig, der var i angreb flere gange undervejs.

- Guldmedaljen mangler lidt, men mon ikke, hvis man bliver ved med at arbejde hårdt, så kommer den måske en dag.

Efter et langt soloforsøg blev kørt ind, var Uttrup Ludwig "godt færdig", men alligevel sad hun med helt til sidst og forsøgte at sætte Dideriksen og Norsgaard op ad den sidste lille bakke.

- Det var det allersidste skud tilbage.

- Jeg gav den alt, hvad jeg havde i dag. Jeg er stolt af det løb, som jeg kørte, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Til gengæld kan hun glæde sig over tre danske mesterskaber i enkeltstart fra 2016 til 2018. I år blev det til en bronze i enkeltstart ligesom i linjeløbet.