DIF afviser Randers i Lyngby-sag

Lyngby fratages ikke point i den såkaldte Lyngby-sag, der omhandler klubbens tillægsaftaler med spilleren Kim Aabech.

Det har Danmarks Idræts-Forbunds, DIF's, appeludvalg besluttet. Appeludvalget finder ikke, at Randers er part i sagen.

- DIF's appeludvalg kom, i lighed med DBU's appeludvalg, frem til, at Randers FC ikke har appeladgang, og derfor afvises sagen, lyder det i en pressemeddelelse fra DIF.

Randers ankede en afgørelse fra disciplinærudvalget i Dansk Boldspil-Union (DBU) som lød, at Lyngby skulle idømmes en bøde på 75.000 kroner for kontraktrod.

- Randers ankede kendelsen og ville have, at Lyngby skulle fratrækkes point, hvilket ville få den konsekvens, at Lyngby ville rykke ud af Superligaen, og Randers FC kunne undgå nedrykning, skriver DIF.

Men Randers FC blev altså pure afvist i DIF's appeludvalg.

Dermed synes det sikkert, at Lyngbys spillere kan gøre klar til en ny sæson i Superligaen, der starter i den kommende weekend, mens man hos Randers' nedrykkere må forberede sig på et mindst år i den næstbedste række.

DIF begrunder blandt andet sin afgørelse med, at Randers simpelthen ikke har klaget i tide.

- Hvis Randers havde indgivet protest i medfør af paragraf 36 i "Propositioner for Herre-DM" (der er en frist på 30 dage efter kampen), således at protesten alene havde angået Randers' kamp mod Lyngby, havde Randers været part i sagen og dermed klageberettiget, skriver DIF.

Sagen begyndte for alvor at rulle, da DBU i juni tildelte Lyngby en bøde på 75.000 kroner, fordi Lyngby-profilen Kim Aabech havde rod i sine kontraktforhold og ikke havde fået godkendt en tillægsaftale hos DBU.

Den afgørelse var Randers langt fra tilfreds med, og nedrykkerklubben ankede den til DBU's appeludvalg, som dog afviste at behandle sagen, fordi man ikke mente, at Randers var part i sagen.

Derefter ankede Randers sagen til DIF's appeludvalg, som altså nu har afvist Randers.

Ifølge kommunikationsarbejder Pia Schou Nielsen vil DBU's disciplinærudvalg som bebudet igen kigge på Lyngbys kontraktforhold i forbindelse med de nye oplysninger, der dukkede frem i den seneste uge, men der kommer ikke til at ske mere i sagen inden sæsonstarten i Superligaen.

/ritzau/

Randers er ikke part i den såkaldte Lyngby-sag. Dermed fratages Lyngby ikke point.

Offentliggjort Sidst opdateret