DIF-formand: Danmark er bedst tjent med brydning

Foto: Fabrice Coffrini/ Scanpix /Scanpix

Kampen om at få en plads på det olympiske program i 2020 og 2024 stod mellem brydning, baseball/softball og squash.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og den disciplin vandt brydesporten søndag, da Den Internationale Olympiske Komite (IOC), efter en afstemning slog fast, at den traditionsrige olympiske idrætsgren ikke skal tages af programmet, som det ellers blev foreslået tilbage i februar.

Det er også den sport, som Danmark er bedst tjent med, vurderer formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- Set med danske briller er det en traditionsrig sport, hvor vi har vundet medaljer flere gange ved OL.

- Senest ved OL i London fik vi to fjerdepladser, så derfor er vi selvfølgelig tilfredse med, at brydning er tilbage i den olympiske familie igen, siger formand Niels Nygaard.

- Det havde på nogle måder også været spændende at få squash ind på banen som en fornyelse.

- Men på baggrund af den historie, der er, og på baggrund af de chancer, vi forhåbentlig har for at gøre os gældende på medaljeskamlen, så er vi godt tilfredse med, at brydning kom med igen, lyder det fra formanden.

Han befinder sig disse dage i Argentina, hvor IOC afholder sin kongres.

Beslutningen om at lade brydning blive i varmen kommer ikke bag på Niels Nygaard, selvom idrætsgrenen altså siden februar har været i overhængende fare for at måtte vinke farvel til en lang olympisk tradition.

- Dengang det skete, kom det som et chok for de fleste, og da havde mange nok også forventet, at det var dødsstødet, de havde fået.

- Men efter det wakeup-call har man arbejdet meget ihærdigt på at tilrette brydning, få lavet nye regelsæt og få organisationen gjort gennemskuelig.

- Så det kommer ikke som en overraskelse, at de får lov til at blive i OL-familien alligevel, siger Niels Nygaard.

På tirsdag venter der IOC endnu en stor beslutning, når afløseren for den afgående præsident, Jacques Rogge, skal findes.

/ritzau/