DIF-formand: IOC-præsidents værdier flugter med vores
Kirsty Coventry fra Zimbabwe blev torsdag valgt som ny IOC-præsident som den første kvinde og som den første fra det afrikanske kontinent. Foto: Louisa Gouliamaki/Reuters
Danmarks Idrætsforbund (DIF) byder Kirsty Coventry velkommen som ny IOC-præsident.
Det er et godt valg, at Kirsty Coventry fra sommer skal varetage rollen som præsident i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i de kommende otte år.
For 41-årige Kirsty Coventry og Danmark er på bølgelængde og vil være enige om mange temaer.
Det mener Hans Natorp, der er formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) efter torsdagens valg af den tidligere topsvømmer fra Zimbabwe.
- I Danmarks Olympiske Komité ser vi frem til at blive en god alliancepartner med den nyvalgte præsident.
- Vi forventer, at hendes planer for sporten og OL flugter godt med Danmarks ønsker og værdier, siger Natorp til forbundets hjemmeside.
Kirsty Coventry fik 49 ud af de 97 stemmer, der blev afgivet på OL-kongressen og vandt derfor i første runde.
Der var ellers lagt op til flere afstemninger, men det blev ikke nødvendigt, da hun fik mere end halvdelen af stemmerne og derfor vandt.
- Det var en imponerende sikker valgsejr, og det viser stor enighed i IOC om, hvilken profil man er gået efter.
- Kirsty Coventry er selv tidligere topatlet, hun er et velkendt ansigt i IOC, og hun har gennem årene haft mange vigtige roller i den olympiske bevægelse. Derfor giver hendes valgsejr god mening, siger Natorp.
Den nye IOC-præsident er valgt for en otteårig periode og kan derefter vælges for yderligere fire år.
- Kirsty Coventry og IOC’s vigtigste opgave er at sikre, at OL forbliver en kulturel fællesnævner for alle klodens nationer. En bevægelse, hvor vi alle mødes fredeligt over sporten.
- Det er en yderst delikat balancegang og ikke nogen nem opgave i en polariseret verden, hvor sporten i tiltagende grad bliver overpolitiseret, lyder det fra Natorp.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker