DIF-formand om Elvstrøm: En af de største er gået bort
Sejleren Paul Elvstrøm døde onsdag i en alder af 88 år. Elvstrøm vandt fire OL-guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Paul Elvstrøm er en af de allerstørste i dansk idræt, fortæller DIF-formand Niels Nygaard efter sejlerens død.
Danmarks Idrætsbund (DIF) og formand Niels Nygaard udtrykker stor sorg og beklagelse over, at den legendariske sejler Paul Elvstrøm er gået bort.
Paul Elvstrøm sov onsdag morgen stille ind i sit hjem i Hellerup i en alder af 88 år.
- Han var en af de allerstørste. Der har altid stået en enorm respekt om ham, og han er årsagen til, at Danmark positionerede sig som en stormagt i sejlsport.
- Mine tanker går tilbage til hans mange bedrifter på havet, men først og fremmest til hans efterladte, siger Niels Nygaard til forbundets hjemmeside.
Respekten for sejlsportsmanden rakte langt ud over landets grænser, fortæller Niels Nygaard.
- Da vi var vært for IOC's kongres i København i 2009, spurgte IOC's daværende præsident, Jaques Rogge, meget specifikt ind til Paul Elvstrøm, der var Rogges helt store idol.
- Og Rogge var lykkelig, da det lykkedes at sætte et møde op mellem de to i forbindelse med kongressen, husker Niels Nygaard.
Paul Elvstrøm er en af de største sportsfolk i dansk idrætshistorie. I sin lange aktive karriere vandt han guld ved fire OL i træk og deltog ved yderligere fem OL.
Dertil kom 13 VM-guld i otte forskellige bådklasser. Han var blandt de ti medlemmer, der blev udnævnt, da Idrættens Hall of Fame blev etableret tilbage i 1992.
I 1996 blev Elvstrøm af DIF kåret til det 20. århundredes største sportsmand i Danmark.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker