DIF-formand ryster på hovedet af russiske beskyldninger

Ruslands præsident, Vladimir Putin, ses her sammen med Kamila Valieva efter vinter-OL i 2022. Foto: Sputnik/Reuters

Kamila Valievas dopingdom er ikke en sammensværgelse mod russisk sport, siger Hans Natorp efter russisk svada.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ude af trit med virkeligheden og snarere en automatreaktion, når Ruslands Olympiske Komité (ROC) og en talsmand for Kreml kalder dopingkarantænen til kunstskøjteløberen Kamila Valieva for en politiseret afgørelse og en krigserklæring mod al russisk sport.

Sådan lyder det fra formanden i Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) idømte mandag den nu 17-årige kunstskøjteløber fire års karantæne.

- For mig er CAS upolitisk, det er en del af idrættens retssystem. Ser man på hele forløbet bag den her dom, så er alt foregået fuldstændig efter bogen. Så Rusland har absolut ingen pointe med den udtalelse. Russere bliver ikke dømt hårdere end andre. Der er ikke nogen sammensværgelse mod russisk sport.

- Hvis man kigger på Ruslands påstand om, at CAS-afgørelsen er politiseret, så skal man huske, at Rusland fik medvind i CAS, da CAS forkortede Ruslands karantæneperiode fra fire til to år for at have et statsstyret dopingprogram, siger Hans Natorp.

Han henviser til, at Det Internationale Antidopingagentur (Wada) i 2019 udelukkede Rusland fra store, internationale sportsbegivenheder i fire år. I 2020 sænkede CAS karantænen til to år.

Valieva var kun 15 år, da hun i december 2021 - under to måneder inden vinter-OL i Beijing - afleverede en positiv dopingprøve.

Det positive prøveresultat kom frem, dagen efter at Valieva sammen med resten af det russiske kunstskøjtehold vandt guld i OL's holdkonkurrence.

Tirsdag meddelte Den Internationale Skøjteunion (ISU), at Valievas point fra OL-holdkonkurrencen er blevet trukket fra. Derfor får hendes holdkammerater bronzemedaljer i stedet for guldmedaljer.

Valieva har muligheden for at anke CAS-afgørelsen til det civile retssystem i Schweiz, hvor CAS har hjemme. Sagen kan ankes inden for 30 dage.

/ritzau/