Vinter-OL har vokset sig så stort, at det sikkert bliver hverdag, at OL-byen ikke nødvendigvis er et sted med sne og is.
Det oplever man i disse dage i Vancouver, hvor der er forårsstemning i luften. Det ærgrer formanden i Danmarks Idræts-Forbund, der savner vinter.
- Da vi mandag for første gang kom til Whistler, hvor skikonkurrencerne finder sted, sagde vi til hinanden, at nu var vi kommet til vinter-OL, fordi det var koldt, og man havde sne omkring sig, og man så folk med ski på. Det er en anden fornemmelse, man har nede i Vancouver, hvor 2/3 af OL foregår uden sne og vinter, siger Nygaard.
Situationen bliver den samme om fire år i russiske Sochi. Den by ligger ved Sortehavet i et subtropisk klima, så her skal man heller ikke forvente smukke billeder af sne og højfjeldssol.
- Om man så fire år senere i 2018 vil kigge efter en rigtig snesportsby, ved jeg ikke. Jeg tror, at andre faktorer spiller kraftigere ind. Det er vigtigt, at man har et godt arrangement, hvor forholdene er i orden for de aktive. Men det er da en lidt mere flad fornemmelse, det må jeg erkende. Problemet er nok bare, at så stort som vinter-OL også er blevet, så er det svært at finde skisportsbyer med alle de nødvendige faciliteter, mener Nygaard.
Også i fremtiden kan legene ende i byer uden de helt store snetraditioner. Således har tyske München lagt billet ind på legene i 2018, mens Barcelona bejler til at blive vært i 2022.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker