DIF sætter navne på fire kajakkvinder til OL
Emma Aastrand Jørgensen vandt OL-sølv i 2016. Nu skal hun jagte mere OL-metal i Tokyo. Foto: Szilard Koszticsak/Ritzau Scanpix
Szilard Koszticsak/Ritzau Scanpix
Emma Aastrand Jørgensen bliver flankeret af tre OL-debutanter i kajakdisciplinerne ved legene i Tokyo.
Danmark er repræsenteret i samtlige kajakdiscipliner hos kvinderne ved OL i Tokyo til sommer, og fredag har Danmarks Idrætsforbund (DIF) udtaget de fire kvinder, som skal repræsentere Danmark.
Bolette Nyvang Iversen (K2 500 meter og K4 500 meter), Emma Aastrand Jørgensen (K1 200 meter, K2 500 meter og K4 500 meter), Julie Frølund Funch (K2 500 meter og K4 500 meter) og Sara Corfixsen Milthers (K4 500 meter) er de fire udtagne.
Det oplyser DIF i en pressemeddelelse.
Emma Aastrand Jørgensen er den eneste af de fire, som har været til OL før. I 2016 vandt hun OL-sølv i 500 meter enerkajak.
- Det var fantastisk at vinde OL-sølv i Rio, og det er klart, at jeg igen arbejder hen imod medaljerne i Japan - vel vidende at der er mange stærke konkurrenter i feltet, siger den 25-årige kajakroer ifølge pressemeddelelsen.
Som det fremgår ovenfor, udgør de fire kvinder tilsammen den danske firer uden styrmand. Med undtagelse af Sara Corfixsen Milthers stiller de også op i andre discipliner.
Emma Aastrand Jørgensen bliver med deltagelse i tre discipliner den mest aktive af de danske kajakkvinder.
DIF's OL chef de mission, Søren Simonsen, siger om udtagelsen:
- Danmark har generelt stolte traditioner i kano og kajak, hvor vi ofte blander os i medaljefeltet. I Tokyo er vi stærkt repræsenteret på kvindesiden, og det er imponerende, at samtlige klasser er med dansk deltagelse.
OL afvikles fra 23. juli til 8. august.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned