DIF støtter IOC i at vælge to OL-værter på samme tid
DIF-formand Niels Nygaard holder fast i sin støtte af at tildele OL-værtskaberne i 2024 og 2028 på samme tid. Foto: /ritzau/Mads Nissen
/ritzau/Mads Nissen
Danmarks Idrætsforbund (DIF) støtter forslaget om at tildele OL-værtskaberne for 2024 og 2028 samtidig.
Los Angeles og Paris har længe været de to eneste tilbageværende kandidater i kapløbet om at blive vært for OL i 2024.
På et møde i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) blev det i weekenden vedtaget at gå videre med anbefalingen om, at de to byer skal have hvert sit OL, og at tildelingen af værtsskaberne skal ske på samme tid.
Dermed er vejen banet for, at den ene by får værtskabet i 2024, mens den anden by får det fire år senere.
Niels Nygaard, der er formand i DIF har hele tiden set med positive briller på den idé, og han er lettet over IOC-bestyrelsens blåstempling af forslaget.
- Alt for omkostningstunge budgetter og alt for mange "hvide elefanter" fra tidligere OL-værtsbyer har skræmt mange kandidatbyer væk.
- Det gælder derfor nu om at sikre værtskabet på hænder, som vi tror på kan sende de rigtige signaler om bæredygtighed, omkostningsbevidsthed og organisatorisk dygtighed.
- Det kan de to meget stærke bud fra Paris og Los Angeles, siger Niels Nygaard til forbundets hjemmeside.
Forslaget er dog ikke endeligt vedtaget. På en ekstraordinær IOC-session i Lausanne 11.-12. juli præsenteres forslaget for IOC-medlemmerne.
Det skal derefter endeligt vedtages, om de to værtskaber skal tildeles samtidigt på IOC-sessionen 13. september i Lima i Peru.
- Det er en meget utraditionel løsning, som IOC formentlig endelig vedtager på sessionen i Lima.
- Men det er en klog beslutning, for det sikrer samtidig arbejdsro til at finde en mere holdbar model fremadrettet, lyder det fra Niels Nygaard.
I Peru vil det også blive besluttet, hvem af de to byer der skal være vært i 2024 og 2028.
Baggrunden for IOC-forslaget er blandt andet, at mange byer falder fra i kapløbet om at blive OL-vært, da alene budprocessen er meget omkostningstung og derfor skræmmer mange væk.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker