Liverpool er igen ved at gøre Anfield til et sted, som modstanderne frygter. Lørdag vandt Steven Gerrard og holdkammeraterne den femte hjemmekamp i træk i Premier League, da lokalrivalerne fra Everton blev slået med 1-0.
Dirk Kuyt blev matchvinder for Liverpool, da han 10 minutter efter pausen headede bolden i mål efter et hjørnespark.
Det var især efter pausen, at Liverpool viste sig som det stærkeste mandskab efter en jævnbyrdig og chancefattig første halvleg, hvor værterne blev reduceret til 10 mand.
Det skete, da den græske forsvarer Sotirios Kyrgiakos blev udvist for en alt for hård tackling efter en halv time.
Daniel Agger, der var med fra start i Liverpools forsvar, virkede ikke alt for sikker i sine indgreb i de første 45 minutter, men sammen med holdkammeraterne var han med til at trykke Everton tilbage på banen efter pausen.
Gæsterne lavede dog også en del fejl, og Dirk Kuyt var således helt umarkeret, da han to meter fra målstregen headede Steven Gerrards hjørnespark i mål til 1-0.
Everton-spillerne fik først i de sidste 10 minutter lagt et pres på de hårdtkæmpende Liverpool-spillere, men det tiltagende antal chancer manglede kvalitet.
Begge mandskaber sluttede med 10 spillere på banen, da Evertons Steven Pienaar fik rødt kort i overtiden efter en duel med Steven Gerrard.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker