Disciplinærinstans overvejer sag mod Wilczek for albueslag
Kerim Memija fra Vejle brækkede kæben i mødet med Kamil Wilczeks albue i søndagens opgør mellem Brøndby og Vejle. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Kamil Wilczek fik gult kort for at brække kæben på Vejle-spiller, men hændelsen kan ende med disciplinærsag.
Brøndby-topscoreren Kamil Wilczek slap i første omgang med et gult kort, da den polske angriber i weekenden med albuen brækkede kæben på Vejles Kerim Memija i en kamp i Superligaen.
Fodboldens Disciplinærinstans overvejer at åbne en sag mod Wilczek, der i så fald risikerer at få karantæne.
- Vi har drøftet sagen, men vi har ikke truffet en beslutning om, hvorvidt den skal tages op eller ej, siger Jens Hjortskov, der er formand for disciplinærinstansen, til Vejle Amts Folkeblad.
Efter kampen erkendte Brøndby-træner Alexander Zorniger, at Wilczeks højt hævede albue godt kunne have udløst et rødt kort.
Dommer Peter Kjærsgaard vurderede i første omgang ikke, at nærkampen var til mere end gult, men efter at have gennemset hændelsen på tv slog han fast, at Wilczek burde have været vist ud.
I øjeblikket afventer disciplinærinstansen en redegørelse fra Brøndby, og så vil der blive truffet en beslutning om, hvorvidt der skal indledes en sag.
- Det er normalt, at man beder klubberne om en redegørelse i en sag som denne. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi tager sagen op, siger Jens Hjortskov.
Formanden oplyser til Vejle Amts Folkeblad, at han forventer, at der kommer en afklaring inden for ganske få dage.
Brøndby vandt søndagens opgør i Vejle med 2-1.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned