Divisionsforeningen opsiger spillernes overenskomst
Divisionsforeningen, repræsentant for klubberne i landets tre bedste fodboldrækker, inviterer Spillerforeningen til forhandlinger om en ny overenskomst.
Siden 2004 har de professionelle spillere i Danmarksturneringen spillet under én og samme overenskomst.
Men siden har dansk fodbold gennemgået en rivende udvikling på eliteniveau, og tiden er løbet fra den 10 år gamle aftale, forklarer Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
Derfor har Divisionsforeningen opsagt den gamle og inviteret spillernes fagforening, Spillerforeningen, til forhandlingsbordet i håbet om at nå frem til en ny kollektiv overenskomst.
- Dansk fodbold har ændret og udviklet sig utroligt meget, siden den eksisterende overenskomst så dagens lys for snart 10 år siden.
- Den nuværende aftale er utidssvarende. Det kan hverken vores medlemmer, klubberne, eller spillerne være tjent med.
- Derfor inviterer vi nu Spillerforeningen til forhandlingsbordet, så vi forhåbentlig kan nå frem til en ny aftale, som tilgodeser dansk fodbold bedst muligt, og begge parter kan være tilfredse med, siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.
En ny overenskomst kan dække såvel professionelle som semiprofessionelle fodboldspillere i både Superligaen, 1. division og 2. division.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker