Djokovic brager i sin niende Wimbledon-finale
Novak Djokovic er kongen af Wimbledon efter at have vundet de seneste fire udgaver. På søndag kan han tage den femte titel i træk på græsset i London og den ottende i alt. Foto: Dylan Martinez/Reuters
Med en sikker sejr i tre sæt over Jannik Sinner blev Novak Djokovic klar til søndagens finale i Wimbledon.
Novak Djokovic skal for niende gang i karrieren og tredje år i træk spille i Wimbledon-finalen.
Fredag vandt det serbiske tennisikon sin semifinale i den prestigefyldte turnering, da italienske Jannik Sinner blev slået sikkert i tre sæt med 6-3, 6-4, 7-6.
Djokovic var overlegen i det meste af kampen og skal nu spille om at vinde Wimbledon for ottende gang og femte gang i træk. Han vandt således i 2018, 2019, 2021 og 2022. I 2020 blev Wimbledon ikke afholdt på grund af coronapandemien.
Hvis han går hele vejen i år, vil Djokovic tangere Roger Federers rekord for flest Wimbledon-titler. Schweizeren har vundet otte, mens Djokovic altså for nuværende har syv titler på cv'et.
Djokovic sidder til gengæld alene på rekorden for flest grand slam-titler i alt med 23 af slagsen og kan altså udbygge den søndag, i det der bliver serberens 35. optræden i en finale på sportens højeste niveau.
Modstanderen bliver den spanske verdensetter Carlos Alcaraz, der i sin semifinale bankede russiske Daniil Medvedev.
Djokovic kom flyvende fra land mod Sinner og spillede sig på 3-0, inden italieneren kom op i gear. Sinner fik reduceret til 1-3 i egen serv og efterfølgende spillet sig til en breakbold, som dog blev misset.
Derfra gjorde Djokovic kort proces, og serberen endte med at vinde første sæt på omkring 40 minutter.
I andet sæt fik Sinner det også svært tidligt. Djokovic brød italieneren, anden gang Sinner servede. Sinner fik spillet sig til endnu en breakbold i det efterfølgende parti, men også den blev misset.
Djokovic havde igen ikke de store problemer med at tage sættet, og så var Sinner for alvor under pres.
Tredje sæt var helt jævnbyrdigt. Faktisk havde Sinner et lille overtag, og foran 5-4 spillede han sig til to break- og sætbolde i Djokovics serv.
Men serberen holdt stand, og sættet endte med at skulle afgøres i tiebreak. Inden kampen havde Djokovic vundet 14 af dem i træk i grand slam-sammenhæng, og nu er han altså oppe på 15.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker