Djokovic håber på Australian Open-deltagelse efter sejr
Novak Djokovic fik en sejr i sin comebackkamp mod Dominic Thiem. Foto: Scanpix/William West
Scanpix/William West
Novak Djokovic fik en sejr i sit comeback efter cirka et halvt års pause, da han besejrede Dominic Thiem.
Novak Djokovic fik efter cirka et halvt års pause et succesrigt comeback til tennissporten, da han natten til onsdag dansk tid besejrede østrigeren Dominic Thiem 6-1, 6-4.
Det skete i Kooyong i Australien ved opvisningsturneringen Kooyong Classic, der fungerer som opvarmning til årets første grand slam-turnering, Australian Open i Melbourne.
Serberen har ufrivilligt siddet ude med albueproblemer, men nu satser han på at komme med i Australian Open, der begynder i næste uge.
- Der har været tvivl, især efter at jeg trak mig ud i den første uge i år (af Qatar Open, red.).
- Jeg vidste ikke, hvad der ville ske. Vi lavede noget behandling og tænkte naturligvis meget over det.
- Heldigvis er jeg her, og så håber jeg, at alt kommer til at gå godt de næste fire-fem dage, og at jeg bliver klar til Australian Open, siger Novak Djokovic ifølge nyhedsbureauet AFP.
Serberen har i alt vundet den australske grand slam-turnering seks gange, senest for to år siden.
Medvirkende til den tidligere verdensetters sikre sejr over Dominic Thiem var muligvis, at østrigeren op til kampen var sengeliggende i nogle dage med sygdom.
- Jeg er feberfri og er rask igen. Jeg har stadig jetlag og var langsom i begyndelsen af kampen.
- Jeg skal sove, spise og træne og ikke gøre for meget. Jeg bliver klar til Australian Open, siger Dominic Thiem.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker