Djokovic har fået respekt for søndagens finalemodstander
Novak Djokovic havde tidligere et anstrengt forhold til søndagens modstander i Wimbledon-finalen, Nick Kyrgios, men sådan er det ikke længere, siger den serbiske tennisstjerne. Foto: Alastair Grant/Ritzau Scanpix
Nick Kyrgios var blandt de få spillere, som støttede mig i vaccinedebat, siger Novak Djokovic inden finale.
Tennisspilleren Novak Djokovic siger inden søndagens Wimbledon-finale mod Nick Kyrgios, at hans tidligere anstrengte forhold til australieren er blevet bedre.
Det skyldes især den støtte, som Kyrgios udviste i forbindelse med debatten om covid-19-vaccination før Australian Open tidligere i år, som Djokovic blev udelukket fra at deltage i, fordi han nægtede at lade sig vaccinere.
- Da det var virkelig svært for mig i Australien, var han en af de få spillere, der åbent støttede mig. Det er noget, jeg sætter stor pris på. Det respekterer jeg ham meget for, siger Djokovic, der er forsvarende mester på Wimbledons græsbaner.
Den 27-årige Kyrgios, der har skabt sig et omdømme som tennissportens enfant terrible, havde oprindeligt kritiseret Djokovics for dennes opførsel under coronapandemien.
Men da serberen i januar blev nægtet indrejse til Australien, fik han støtte fra Kyrgios.
Kyrgios har inden søndagens finale sagt, at han og Djokovic nu har en slags "bromance" - et venskabeligt forhold mellem mænd.
- Jeg ved ikke, om jeg allerede vil kalde det en bromance, men vi har helt sikkert et bedre forhold, end det var før januar i år, siger Djokovic, som sigter efter at vinde sin syvende Wimbledon-titel.
Nick Kyrgios har endnu til gode at vinde en grand slam-turnering.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde