Djokovic nedlægger græker og booker finale mod Rune
Novak Djokovic har seks gange tidligere - senest i 2021 - vundet Paris Masters. Foto: Christophe Archambault/Ritzau Scanpix
Efter en sejr over Stefanos Tsitsipas blev Novak Djokovic klar til finalen i Paris Masters mod Holger Rune.
Det bliver tennisikonet Novak Djokovic, som Holger Rune skal kæmpe mod i finalen i Paris Masters.
Lørdag aften bookede serberen en plads i finalen i den store turnering, da han slog Stefanos Tsitsipas i en underholdende semifinale med cifrene 6-2, 3-6, 7-6 (7-4).
Djokovic er forsvarende mester i Paris Masters og har i alt vundet turneringen seks gange.
Søndagens finale går i gang klokken 15. Djokovic og Rune har mødtes en enkelt gang tidligere - ved US Open i 2021. Her sejrede Djokovic, men Rune, der spillede sin første grand slam-turnering, vandt et enkelt sæt i kampen.
Siden er der som bekendt sket meget for den unge dansker. På sin vej til finalen i Paris Masters har han blandt andre vundet over fire spillere fra verdensranglistens top-10, herunder verdensetter Carlos Alcaraz.
I lørdagens semifinale så Novak Djokovic i første sæt ud til at være på et andet niveau end Tsitsipas. De to fulgtes godt nok ad frem til 3-2, men derfra så Djokovic sig ikke tilbage.
Med to servebrud tog han første sæt på overlegen vis. Men så blev det hele vendt på hovedet i andet sæt.
Her brød Tsitsipas først til 3-2, hvorefter grækeren lukkede sættet med endnu et brud. Så skulle der et tredje sæt til.
Det var modsat de andre helt jævnbyrdigt. Djokovic spillede sig til to breakbolde ved 1-1, men Tsitsipas fik afværget. Ved 4-4 måtte grækeren igen kæmpe hårdt for at holde egen serv efter to serbiske breakmuligheder undervejs.
Tsitsipas havde lidt nemmere ved at serve sig på 6-5, og så var Djokovic presset til at vinde i eget udlæg for at sørge for et tiebreak. Det var dog ikke noget problem for serberen, der i løbet af sættet ikke havde ladet Tsitsipas komme i nærheden af et break.
Her var det fortsat helt tæt. Først ved 6-4 fik Djokovic skabt en smule afstand til Tsitsipas og samtidig sikret sig en matchbold. Det udnyttede serberen til at lukke kampen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker