Djokovic opgiver at slå Federers grand slam-rekord
Novak Djokovic gik uden problemer videre i Shanghai. Foto: AP/Charles Krupa
AP/Charles Krupa
Verdensetteren Novak Djokovic gider ikke længere fokusere på at nå Roger Federers grand slam-rekord.
For første gang siden US Open-finalenederlaget til Stan Wawrinka var Novak Djokovic tilbage på tennisbanen.
I første runde ved ATP-turneringen Shanghai Masters slog Djokovic mandag italieneren Fabio Fognini med 6-3, 6-3.
Det var en forandret og mere ydmyg Djokovic, som mødte pressen efter sejren.
For serberen vil ikke længere jagte Roger Federers 17 grand slam-titler, som er rekord. Det mål er for en stund opgivet.
Nu tænker 29-årige Djokovic, som har vundet 12 grand slam-titler i karrieren, radikalt anderledes.
- Jeg tænker ikke på det overhovedet, siger Djokovic på spørgsmålet, om det stadig er et mål for ham at nå op på Federer.
Djokovic er også ligeglad med, at Andy Murray nærmer sig positionen som verdensetter. Det er ikke det vigtigste lige nu, lyder de nye toner.
- Jeg tænker ikke på nogle trofæer eller at være nummer et i verden, rangeringer eller sådan noget. Jeg tænker helt anderledes, siger Djokovic.
- Det er noget, der kommer med, fordi jeg spiller og nyder at være succesfuld og se resultaterne af mit arbejde. Men på den anden side kommer det i anden række, siger han.
I juni vandt Djokovic French Open og dermed den fjerde grand slam-titel i træk, men siden er det gået ned ad bakke.
Djokovic, som i sommer indrømmede at have haft problemer på privatfronten, tabte i tredje runde i årets Wimbledon, i første runde ved OL i Rio, inden han nåede finalen i US Open.
Det er de resultater, der har medført, at han vil have en anden indgangsvinkel til tingene end blot at skulle vinde hele tiden.
For som Djokovic selv siger, så var det for overdrevet at ville vinde så meget hele tiden, og det "virker ikke for mig længere".
- Jeg forsøger at blive i nuet og tage tingene mere roligt. Jeg stresser ikke. Jeg har ikke behov for at præstere noget.
- Jeg føler, jeg er nået over det punkt. Lige nu handler det bare om at følge min mavefornemmelse, mit instinkt eller hvad jeg har lyst til, siger Djokovic.
I næste kamp i Shanghai møder Djokovic, der er forsvarende mester, enten bulgarske Grigor Dimitrov eller canadiske Vasek Pospisil.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker