Djokovic ser sig selv i Rune: Vi spiller meget på samme måde
Holger Rune og Novak Djokovic troppede sammen op for at hylde Andy Murray, da briten havde spillet sin sidste kamp ved Wimbledon. Foto: Paul Childs/Reuters
Novak Djokovic og Holger Rune mødes mandag, og serberen mener, at de to har ens spillestile.
Holger Rune skal på lidt af en opgave, når han i fjerde runde af Wimbledon møder megastjernen Novak Djokovic.
Og hvis man spørger serberen, bliver det en kamp, hvor de to gode venner kommer til at slås på nogenlunde ens præmisser.
- Vi har meget den samme måde at spille tennis på. Vi forsvarer godt og er i god form. Vi er stærke allround og samtidig komfortable med at angribe og komme frem til nettet, siger Novak Djokovic til DR Sporten.
Holger Rune og Novak Djokovic ses ofte i hinandens selskab. De træner gerne sammen hjemme i Monaco, og de træner sammen, når de er ude til turneringer.
Novak Djokovic har da også altid haft et godt øje til Holger Rune, som i en tidlig alder rykkede ind på Patrick Mouratoglous akademi i det sydlige Frankrig.
- Jeg så ilden i ham meget tidligt, da han trænede på Mouratoglou-akademiet og også var i Monaco. Jeg har altid elsket hans dedikation og hans hårde arbejde, siger Novak Djokovic.
De to brager sammen ved Wimbledon mandag.
Kampen spilles på Centre Court, altså på den største arena på Wimbledons anlæg. Kampen er sat som den tredje og sidste på dagen. Den første kamp begynder klokken 14.30, så Holger Rune og Novak Djokovic skal formentlig i aktion om aftenen.
Spørger man bookmakerne, er Novak Djokovic forholdsvis klar favorit.
Han kan da også prale af en aktuel andenplads på verdensranglisten og et cv med 24 grand slam-titler - flest af alle nogensinde.
Holger Rune er nummer 15 på verdensranglisten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned