Djokovic slår græsk komet og vinder Madrid Open
Novak Djokovic har nu vundet Madrid Open tre gange. Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Stefanos Tsitsipas blev besejret i to sæt, da Novak Djokovic søndag vandt grusturneringen Madrid Open.
Verdensetteren Novak Djokovic kunne søndag føje endnu et trofæ til samlingen.
Her vandt Djokovic grusturneringen Madrid Open efter en sikker sejr i to sæt over det græske stjerneskud Stefanos Tsitsipas, der sendte hjemmebanefavoritten Rafael Nadal ud i semifinalen, med cifrene 6-3, 6-4.
Det er serberens 74. ATP-titel i karrieren og den anden i år, efter at han i januar vandt årets første grand slam, Australian Open.
- Det er en meget vigtig sejr for mig og min selvtillid. Jeg spillede ikke mit bedste tennis i Australian Open, men jeg begyndte godt i denne uge og har ikke tabt et sæt. Jeg har spillet noget af mit bedste tennis her.
- Jeg skulle øge mit niveau, for Stefanos er meget talentfuld, men han havde en meget hård kamp (semifinale, red.). Det var en stor sejr for mig, og jeg ser frem til at fortsætte sådan her i Rom (Italian Open, red.), siger Djokovic ifølge AFP.
Med sejren i den spanske hovedstad følger en præmiecheck på små ni millioner danske kroner.
Det er tredje gang, at Novak Djokovic vinder Madrid Open efter også at have sejret i 2011 og 2016.
Den serbiske tennisstjerne satte kursen mod sejr, da han brød Tsitsipas' serv i kampens andet parti. Det bragte Djokovic foran 2-0 og var første sæts eneste servebrud.
I andet sæt fulgtes de to spillere ad frem til stillingen 4-4. Her brød Djokovic grækerens udlæg til stillingen 5-4, og så servede serberen selv sejren i hus i det efterfølgende parti, hvor han dog måtte tage fire matchbolde i brug.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker