Djokovic spiller sig i fransk semifinale
Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic er i fuld gang med at leve op til sin finaleseedning ved grand slam-turneringen French Open i Paris.
Tirsdag aften spillede Djokovic sig i semifinalen i den prestigefyldte grusturnering ved at besejre canadieren Milos Raonic i tre sæt med cifrene 7-5, 7-6 og 6-4.
Raonic, der har rødder i Montenegro, strittede ellers flot imod i en kamp, hvor han demonstrerede sin stenhårde serv, der også på det langsomme grus er et mægtigt våben.
21 serveesser nåede han at smadre forbi sin berømte modstander, men Raonic tabte pusten en smule, efter at Djokovic havde vundet tiebreaken i andet sæt.
Serberen så ud til at cruise mod sejren, da han bragte sig foran 5-2 i tredje, men så leverede Raonic pludselig sit eneste servegennembrud i kampen og bragte ny spænding ind i kampen ved at bringe sig på 4-5.
Djokovic vaklede dog ikke, da det gjaldt, og servede sejren hjem med 6-4.
Dermed har andenseedede Novak Djokovic fortsat blot tabt ét sæt i dette års French Open, hvor han fra start har været bookmakernes favorit til at vippe suveræne Rafael Nadal af pinden.
Djokovic har vundet seks grand slam-turneringer i karrieren, men aldrig turneringen i Paris, som er den eneste, han mangler i samlingen.
I semifinalen møder han den lettiske overraskelse Ernests Gulbis, der slog Tomas Berdych fra Tjekkiet i tre klare sæt og dermed for første gang er blandt de sidste fire i en af sportens største turneringer.
Djokovic' hidtil bedste resultat i French Open er finalepladsen i 2012, hvor han tabte slutkampen til Nadal.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker