Dobbelt danmarksmester får debut i Giro d'Italia
Alexander Kamp skal køre Giro d'Italia for første gang. (Arkivfoto). Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Tudor-holdet har udtaget Alexander Kamp til den italienske grand tour. Mikkel Bjerg skal hjælpe Tadej Pogacar.
Når etapeløbet Giro d'Italia begynder på lørdag, er der minimum to danske debutanter i feltet.
Mandag udtog DSM den formstærke Tobias Lund Andresen, og nu står det klart, at også Alexander Kamp fra det schweiziske Tudor-hold skal køre den italienske rundtur for første gang.
30-årige Kamp, der vandt DM på landevej i både 2016 og 2022, bliver del af et mandskab, der skal forsøge at vinde etaper i Italien.
Tudor er ejet af den tidligere verdensstjerne Fabian Cancellara og har status af Pro Team - det næsthøjeste niveau i holdhierarkiet.
Holdet stiller med Matteo Trentin som den mest prominente rytter, men har også andre kendte ansigter som Alberto Dainese og Michael Storer med til Giroen.
- Vi tror på, at dette hold giver os de bedste muligheder i jagten på etapesejre, siger holdejer Fabian Cancellara i en pressemeddelelse.
Foruden Andresen og Kamp er også Mikkel Bjerg officielt udtaget. Den slidstærke UAE Emirates-rytter kører Giro d'Italia for anden gang og skal hjælpe storfavoritten Tadej Pogacar med at vinde løbet samlet.
Flere hold mangler stadig at offentliggøre deres udvalgte, så der kan komme flere danskere på listen, inden starten går i Venaria Reale på lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned