Det endte med en massespurt, da den franske cykelrytter Arnaud Demare fredag vandt guld i U/23-linjeløbet ved VM i Danmark.
Den franske triumf blev fuldendt, da landsmanden Adrien Petit blev toer, mens briten Andrew Fenn snuppede bronze.
Rasmus Guldhammer forsøgte at komme væk på sidste omgang, men missionen mislykkedes. Han sluttede alligevel som bedste dansker som nummer 22 - i samme tid som vinderen.
Ruten var på 168 kilometer i Rudersdal med afslutning på Geels Bakke - fordelt på en 14 kilometer lang rundstrækning, der skulle køres 12 gange.
Italieneren Gianluca Leonardi og den ene af feltets blot to brasilianere Carlos Alexandre Manarelli var ude på løbets lange udbrud, men med lidt under 40 kilometer tilbage blev de indhentet af blandt andre danske Christopher Juul-Jensen.
Det skete efter nogle omgange, hvor feltet havde sat tempoet gevaldigt op efter en ret stille start på dagen.
Christopher Juul-Jensen fortsatte derudaf med italienske Eugenio Alafaci og Reynard Butler fra Sydafrika. Trioen blev kort efter indhentet af en anden trio, hvor en så eksotisk rytter som Berhane Melake fra Eritrea var med.
De seks ryttere fik hurtigt et godt samarbejde til at fungere, og med to omgange tilbage havde de lidt over et halvt minut ned til feltet.
Det var i øvrigt Christopher Juul-Jensen, der krydsede målstregen først inden de to sidste omgange, og det var noget, de fremmødte danske fans kunne forholde sig til. De jublede højt, da rytterne kørte forbi.
Christopher Juul-Jensen og hans fem følgesvende blev - takket være især godt arbejde fra australierne i feltet - dog også hentet lige før, at rytterne kørte ud på sidste omgang.
I spurten åbnede italienerne først, men da den franske duo fik trukket sig fri, kunne ingen følge dem på Geels Bakke.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker