Dobbelt rødt i Liverpool-nederlag

Det kniber fortsat for Liverpool at få spillet til at fungere i den engelske Premier League. Lørdag tabte holdet 1-3 til Fulham, og det var det tredje nederlag i de fire seneste ligaopgør.

Holdet var uden Daniel Agger, der end ikke var at finde på reservebænken. Liverpool kunne dog sagtens have brugt danskeren i midterforsvaret, der virkede rystende usikkert. Fulham-spillerne blev i hvert fald ikke generet synderligt ved de tre scoringer, og så blev det ikke bedre af, at både Jamie Carragher og Philipp Degen blev vist ud mod slutningen af kampen.

Så var det en ringe trøst, at Fernando Torres viste beslutsomhed, da han tidligere i kampen udlignede til 1-1.

Anderledes styr på defensiven var der i Burnley, hvor Brian Jensen stod på mål trods en ankelskade. Det hjemmestærke mandskab lukkede helt af for modstanderne fra Hull, der blev sendt hjem med et 0-2-nederlag.

Landsholdsmålmand Thomas Sørensen formåede derimod kun at holde buret rent for Stoke i en halvlegs tid. Wolverhamptons forsvarsspiller Jody Craddock lynede to gange og sikrede dermed 2-2 og uafgjort for gæsterne.

Tabellen føres an af Chelsea, der vandt overbevisende med 4-0 ude mod Bolton.

/ritzau/

Liverpool måtte indkassere endnu et Premier League-nederlag, da holdet tabte 1-3 ude til Fulham. Daniel Agger var ikke med.

Offentliggjort Sidst opdateret