Dobbelt saksespark grundlægger Leicester-nederlag
Mesterholdet Leicester åbnede den nye Premier League-sæson med et nederlag på udebane til Hull.
I sidste sæson skrev Leicester et af historiens mest spektakulære fodboldeventyrer ved at vinde det engelske mesterskab, men lørdag fik klubben en forsmag på, at den efterfølgende sæson kan blive svær.
Lørdag eftermiddag skød Leicester den nye Premier League-sæson i gang med et nederlag på 1-2 ude mod Hull.
Leicester med Kasper Schmeichel på mål havde chancer til at få point, men Hull var skarpest, og blandt andet et saksesparksmål hjalp holdet til sejr.
Kampen startede som en åben slagudveksling med chancer og spil i begge ender, men som første halvleg skred frem overtog Leicester på begge fronter.
Det burde have resulteret i føring til udeholdet. Sidste sæsons målsluger Jamie Vardy blev spillet op til et par store chancer, hvor han savnede den sidste skarphed. Danny Drinkwater afsluttede lige forbi, efter han blev sat glimrende op af Riyad Mahrez.
I stedet fik mesterholdet en kold dukkert i halvlegens tillægstid, da et hjørnespark førte til Hull-scoring.
I første omgang afværgede Kasper Schmeichel mesterligt et hovedstødsforsøg, men i fællesskab sørgede Abel Hernandez og Adama Diomande for at sende riposten i mål via overliggeren. Sidstnævnte blev noteret for målet.
Begge Leicester-spillere steg til vejrs for at saksesparke til bolden, og begge ramte den, før bolden gik ind til 1-0. Et ganske spektakulært mål.
Leicester svarede dog tilbage lige efter pausen. Demarai Gray blev nedlagt i feltet, og Mahrez hamrede det efterfølgende straffespark ind midt i målet til 1-1.
Men Leicester kunne blot dufte point i ti minutter. Efter 57 minutter spillede Hull sig flot igennem i højre side, og efter en svag clearing af et indlæg sparkede Robert Snodgrass resolut 2-1-målet ind for hjemmeholdet.
I opfølgningen spillede Hull friskt til og havde chancer til at øge. Kasper Schmeichel måtte blandt andre hive en stor redning frem efter et langskud.
Siden havde Leicester muligheder for at udligne, men marginalerne var ikke på mesterholdets side.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned