Dødelig uro koster Colombia værtskabet for Copa América
Demonstranter protesterede onsdag mod afholdelsen af Copa América i Colombia foran El Campin Stadium i landets hovedstad, Bogotá. Foto: Daniel Munoz/Ritzau Scanpix
Daniel Munoz/Ritzau Scanpix
Argentina har tilbudt at afvikle Copa América på egen hånd efter voldelige regeringsprotester i Colombia.
Der vil alligevel ikke blive spillet nogen kampe i Colombia, når dette års Copa América skydes i gang 13. juni.
Det står klart, efter at Det Sydamerikanske Fodboldforbund, Conmebol, torsdag har besluttet at droppe Colombia som medvært for turneringen efter flere ugers uro i landet.
- Conmebol garanterer afviklingen af Copa América 2021 og vil i de kommende dage informere om, hvor kampene, der skulle have været afviklet i Colombia, vil blive spillet, oplyser fodboldforbundet i en udtalelse.
Det var ellers planen, at turneringen for første gang i sin 105 år lange historie skulle have været delt mellem to lande i form af Colombia og Argentina.
Men det har de seneste ugers dødelige regeringsprotester i Colombia altså sat en stopper for.
Protesterne brød ud i slutningen af april mod en nu aflyst skattereform. De har siden udviklet sig til også at handle om generel ulighed, politivold og manglen på muligheder for unge mennesker.
Mindst 15 personer har mistet livet i sammenstød mellem demonstranter og politi. Protesterne har også ført til mangel på mad og benzin flere steder i landet.
I den forbindelse har Conmebol allerede flyttet flere kampe i Sydamerikas største klubturnering, Copa Libertadores, ud af Colombia.
Det er sket, efter at der i forbindelse med de seneste kampe er blevet affyret tåregas ude foran enkelte stadioner.
Flere af landets fagforbund har varslet nye store protester 26. og 28. maj.
Colombias sportsminister, Ernesto Lucena, opfordrede tidligere torsdag Conmebol til at udskyde Copa América.
Ikke på grund af protesterne i Colombia, men fordi der ikke kan komme særlig mange tilskuere på stadion på grund af coronapandemien.
Copa América spilles efter planen fra 13. juni til 10. juli.
Argentina tilbød tidligere på ugen at afvikle hele turneringen på egen hånd.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker