Dolberg fører an i Ajax-sejr over Utrecht i Holland
Kasper Dolberg er bedste dansker på topscorerlisten i Holland med syv mål. Det rækker til en 13.-plads på listen. (Arkivfoto). Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters
Piroschka Van De Wouw/Reuters
Kasper Dolberg tegnede sig for et mål, og så blev der begået straffespark mod danskeren i sejr over Utrecht.
Landsholdsangriberen Kasper Dolberg indtog en hovedrolle, da Ajax Amsterdam søndag slog Utrecht med 3-1 i Æresdivisionen.
Den 21-årige dansker bragte gæsterne i front med 1-0 efter et lille kvarters spil med sit syvende sæsonmål i den hollandske liga.
Dolberg førte bolden frem til kanten af straffesparksfeltet, og lagde den til venstre ud til Daley Blind.
Blind lagde straks bolden tilbage til danskeren, der nu var sluppet fri af sin markering og derfor kunne nå at lægge bolden til rette, inden han hamrede den ind ved stolpen til 1-0 forbi Utrechts danske keeper, David Jensen.
For en uge siden var rollerne byttet rundt, da Dolberg var blandt oplæggerne, da Blind scorede hattrick i en 8-0-sejr over De Graafschap.
Efter en times spil var Kasper Dolberg også involveret i Ajax' 2-0-scoring, da han blev hevet omkuld i straffesparksfeltet. Efter et VAR-gennemsyn pegede dommeren på straffesparkspletten, og Dusan Tadic øgede føringen.
Med et kvarter tilbage reducerede Utrechts Nick Venema til 1-2, inden gæsternes Frenkie de Jong seks minutter inde i overtiden slog Ajax-sejren fast med målet til 3-1.
Lasse Schöne fik fuld spilletid på Ajax' midtbane, mens Rasmus Nissen sad på bænken i hele kampen for gæsterne. Utrecht var uden holdets skadede danske angriber, Simon Makienok.
Ajax indtager andenpladsen i Æresdivisionen efter PSV Eindhoven, selv om Amsterdam-holdet har vundet 15 af 17 kampe i denne sæson. Ajax har 46 point på andenpladsen - tre færre end PSV.
Utrecht ligger nummer fire med 28 point.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde