Dolberg og Delaney får argentiner som cheftræner
Jorge Sampaoli var også træner for Sevilla i 2016/17-sæsonen. (Arkivfoto). Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix
Sevilla har efter fyringen af Julen Lopetegui ansat Jorge Sampaoli som ny cheftræner.
Kasper Dolberg, Thomas Delaney og resten af spillerne i Sevilla skal fremover trænes af Jorge Sampaoli.
Torsdag er argentineren blevet ansat som ny cheftræner i La Liga-klubben, som onsdag fyrede Julen Lopetegui.
Det skriver Sevilla på sin hjemmeside.
Sampaoli har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024. Han overtager et Sevilla-hold, der har fået en skidt start på sæsonen. Kun en enkelt sejr er det blevet til i ti kampe på tværs af alle turneringer.
I Champions League er Sevilla i denne sæson i gruppe med blandt andre FC København. De to hold spillede uafgjort, da de i deres første af to møder spillede 0-0 i Parken i midten af september.
Sevilla meddelte sent onsdag aften, at Julen Lopetegui var fortid i klubben. Det skete, efter at Sevilla tidligere samme aften havde tabt 1-4 til Dortmund i Champions League.
Spanske Lopetegui havde været i jobbet siden juni 2019 og førte i 2020 Sevilla til en Europa League-triumf.
Det er anden gang, at Sampaoli skal stå i spidsen for Sevilla. Det gjorde han også i 2016/17-sæsonen. Her endte Sevilla på fjerdepladsen i den spanske liga, mens ottendedelsfinalen blev endestationen i Champions League.
Efter de ganske hæderlige resultater forlod Sampaoli dog Sevilla for at blive argentinsk landstræner.
62-årige Sampaoli har senest stået i spidsen for Marseille, som han forlod 1. juli. Argentinerens største trænerbedrift var, da han som landstræner vandt Copa America med Chile i 2015.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned