Dolberg vipper Højlund af angrebspinden i gruppefinale
Kasper Dolberg starter inde, når det danske landshold mandag møder Serbien i Nations League. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen overtager Pierre-Emile Højbjergs anførerbind mod Serbien. Brian Riemer rokerer i front.
Landstræner Brian Riemer har af både tvang og lyst lavet hele seks ændringer i sin startopstilling i mandagens Nations League-gruppefinale, hvis man sammenligner med holdet i hans debut i mandags mod Spanien.
Mest iøjnefaldende er det, at der er skiftet ud i hele frontkæden, og at der er fem meget offensive spillere i startopstillingen.
Efter endnu en målløs landskamp - den 11. målløse i træk - er Rasmus Højlund sendt en tur ud på bænken, mens en formstærk Kasper Dolberg i stedet kommer ind på toppen.
På den ene kant belønnes Gustav Isaksen med en startplads efter et flot indhop og et mål mod Spanien. Han sender Albert Grønbæk ud på bænken. På den anden glider Yussuf Poulsen ind i startopstillingen.
På højre back får Mads Roerslev sin landsholdsdebut på bekostning af en skadet Alexander Bah, mens Victor Nelsson tager over for en karantæneramt Joachim Andersen i midterforsvaret.
På midtbanen er Pierre-Emile Højbjerg ramt af karantæne. Det giver plads til Mikkel Damsgaard i startopstillingen. Damsgaard og Christian Eriksen får centrale playmakerroller foran Morten Hjulmand. Christian Nørgaard bænkes.
Anførerbindet overtages af Christian Eriksen.
Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):
Kasper Schmeichel - Mads Roerslev, Jannik Vestergaard, Victor Nelsson, Victor Kristiansen - Morten Hjulmand, Mikkel Damsgaard, Christian Eriksen - Gustav Isaksen, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen.
På forhånd er skillelinjen mellem succes og fiasko tydeligt optegnet. Får Brian Riemers mandskab point, bevarer Danmark gruppens andenplads og kvalificerer sig dermed til turneringens kvartfinaler i marts. I tillæg opnår Danmark topseedning ved lodtrækningen til VM-kvalifikationen.
Taber Danmark, skal Riemers hold spille playoffkampe om at undgå degradering til Nations Leagues B-lag i marts. I tillæg er Danmark afhængig af andre resultater for at bevare sin topseedning i VM-kvalifikationen.
De danske landsholdsspillere kan finde optimisme i statistikkerne forud for skæbnekampen på det intime stadion i Leskovac. Fem gange har Danmark mødt Serbien, og danskerne har vundet fire og spillet en enkelt uafgjort.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker