Dominoeffekt rammer håndboldrækker efter appelsag
TMS Ringsted spiller også i HTH Herreligaen i næste sæson. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Efter Ringsteds medhold i appelsag ændres antallet af nedrykkere i næste sæson i de øverste håndboldrækker.
To hold rykker direkte fra HTH Herreligaen og ned i 1. division efter grundspillet i næste sæson.
Det er en af konsekvenserne af, at ligaen i en enkelt sæson må udvides til 15 hold, efter at TMS Ringsted har fået medhold i, at klubben må blive i ligaen efter Århus Håndbolds konkurs.
Samtidig får afgørelsen også betydning for nedrykkerantallet i divisionerne.
Det siger chef for turneringer i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Frank Smith.
- Konsekvensen, af at TMS Ringsted bliver i ligaen, er, at der i næste sæson er 15 hold i ligaen, og der ekstraordinært er to direkte nedrykkere til 1. division.
- Når vi kører med et ulige antal i ligaen, skal vi have en ekstra nedrykker, og det kommer til at have en afsmittende effekt på rækkerne under.
- I 1. division betyder det så, at der i stedet for tre direkte nedrykkere vil være fire direkte nedrykkere i den kommende sæson. Og sådan fortsætter det. Afgørelsen giver en dominoeffekt, siger Frank Smith.
I 2022/23-sæsonen vil der igen være 14 hold i landets bedste række.
Med den midlertidige udvidelse til 15 hold bliver grundspillet to runder længere.
Samtidig vil der være et hold, som bliver færdig med grundspillet og derfor sidder over, når ligaens øvrige 14 hold mødes i sidste spillerunde og potentielt skal fordele pladserne i slutspillet eller forsøge at undgå nedrykning.
- Der bliver nogle kæmpe udfordringer i forhold til at lægge kampprogrammet, men det er udfordringer, som vi må sætte os ned og løse. Vi har først lige fået kendelsen, så vi skal lige finde ud af, hvordan vi rent praktisk løser det her.
- En egentlig strukturændring er ikke på tale, siger Frank Smith.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker