Opmanden i 1. Divisionskampen mellem Lolland-Falster Alliancen og Frem, Lars Skibild Jensen, afbrød efter et kvarters spil kampen. Cirka et kvarter senere opgav han at genoptage kampen på grund af kraftigt snefald.
- Under opvarmningen sneede det stort set ikke, men da vi fløjtede kampen i gang begyndte sneen at tage til. Efter et kvarter konfererede jeg med mine linjevogtere, der meddelte at de godt kunne se sidelinjerne - men jeg kunne ikke se linjerne i straffesparksfelterne. Derfor valgte jeg, at afbryde kampen, fortæller dommer Lars Skibild Jensen.
Han valgte i første omgang at afbryde kampen i 10 minutter.
- Det gjorde jeg i håb om, at det ville holde op med at sne, så vi kunne få fejet linjerne og dermed genoptage kampen, fortæller han.
Begge mandskaber og dommer trioen gik i omklædningsrummene, mens kontrollørerne på stadion havde travlt med at feje linjerne fri for sne.
- Da vi kom op igen virkede det som om sneen havde ændret karakter så det var gået over i slud - og derfor valgte jeg at trække den endnu fem minutter i håb om, at sneen helt skulle holde op med at falde, siger Lars Skibild Jensen.
- Men da vi kom ud igen havde sneen taget til igen, og så var der kun et at gøre - og det var at afbryde kampen helt, siger han.
Om reglerne på området, fortæller han, at det er muligt for en dommer at afbryde en kamp i op til et kvarter når der er tale om dårligt vejr.
- Men der skal være en helt særlig grund til at afbryde en kamp i en længere periode end et kvarter - og snevejr er ikke en helt særlig grund, siger han.
Dommeren var i minutterne efter beslutningen slet ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning han havde truffet.
- Det var slet ikke sportsligt forsvarligt at fortsætte kampen. Jeg kunne ikke se linjerne - og bare det faktum gør, at det ikke vil være forsvarligt at spille videre, konstaterer dommeren.
Jesper Bøgh
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde