Dommeranalyse: Tyskland blev snydt for straffe ved EM
Tysklands Jamal Musiala hamrede bolden mod mål, men den ramte det nederste af den spanske back Marc Cucurellas arm og blev bremset. Der blev ikke dømt straffespark i situationen, og det var en fejl, erkendes det nu fra en dommerkomité i Uefa. (Arkivfoto). Foto: Ralf Ibing/Ritzau Scanpix
Tyskland blev ved en fejl snydt for et straffespark i EM-kvartfinalen mod Spanien, lyder det i dommerrapport.
Der blev begået en dommerfejl i EM-kvartfinalen mellem Spanien og Tyskland. Tyskerne skulle have været tildelt et straffespark mod Spanien, der vandt kampen 2-1 og senere blev europamester.
Sådan lyder konklusionen i en rapport fra dommerkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ifølge flere internationale medier.
Blandt andet spanske Revelo refererer fra rapporten, som er lavet for at holde topdommerne opdateret på den rette tolkning af reglerne.
Ved stillingen 1-1 i den forlængede spilletid mellem Tyskland og Spanien 5. juli skulle der være dømt et straffespark til tyskerne, lyder det.
I kvartfinalen mod Tyskland begik den spanske back Marc Cucurella et straffespark, da han stoppede bolden med armen på et skudforsøg fra den tyske midtbanespiller Jamal Musiala.
I en længere evaluering fra dommeren bliver det forklaret, hvorfor Musiala skulle have haft et straffespark.
- I henhold til de seneste Uefa-retningslinjer bør hånd til bold-kontakt, der forhindrer et skudforsøg på mål, blive straffet strengere, og i de fleste tilfælde skal der dømmes straffespark, medmindre forsvarsspillerens arm er meget tæt på kroppen eller i kontakt med kroppen.
- I dette tilfælde stopper forsvarsspilleren skudforsøget med sin arm, som ikke var ret tæt på kroppen, hvormed han gjorde sig selv bredere. Så der skulle være dømt straffespark, konkluderer dommerkomitéen ifølge Revelo.
Værterne fra Tyskland blev slået ud i kvartfinalen, da spaniernes Mikel Merino headede målet til 2-1 i nettet.
I semifinalen og finalen blev der buhet af Cucurella af tyske fans på stadion.
Spanien vandt EM-guldet efter en sejr i finalen over England.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker