Dommerfejl koster Laudrup og Swansea point
Succesen fik en ende for Michael Laudrups mandskab Swansea. Lørdag eftermiddag tabte den walisiske klub med 1-2 ude til West Bromwich i den engelske Premier League.
Laudrup og Swansea har dog god grund til at føle sig snydt for det ene point. Der blev fejlagtigt dømt offside, da walisernes indskiftede Roland Lamah scorede til 2-2 få minutter før tid.
Bolden blev spillet ind på en West Bromwich-spiller, og linjedommeren opfattede ikke, at der aldrig kunne være offside i situationen, hvor Lamah modtog bolden helt fri til 2-2-scoringen, som forkert blev annulleret.
Dermed kom Swansea ned på jorden efter pokalfinalesejren på 5-0 over Bradford i Liga Cuppen på Wembley samt sidste uges 1-0-sejr hjemme over Newcastle.
Fredag aften meddelte Swansea, at den danske manager har forlænget sin kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2015. Men forlængelsen kunne altså ikke fejres med point.
Swansea kom ellers bedst i gang, og udeholdets stjerneangriber Michu brændte en stor chance efter knap 20 minutter. Spanieren afsluttede med en smart yderside, men forsøget gik uden om den venstre stolpe.
Angriberen Luke Moore bragte Swansea foran 1-0 på et hjørnespark efter 32 minutters spil.
West Bromwich fik udlignet syv minutter senere, da den unge belgiske angriber Romelu Lukaku smukt scorede til 1-1 efter et fladt indlæg fra højrekanten.
I anden halvleg brændte samme Lukaku et straffespark, da den 29-årige hollandske keeper Michel Vorm overlegent snuppede forsøget.
Der skulle dog kun gå yderligere fem minutter, før et selvmål af Jonathan De Guzman betød, at Swansea tabte kampen med et enkelt mål. Bolden blev uheldigt headet ind på ryggen af Guzman, hvorefter den røg i mål.
West Bromwich overhaler med sejren Swansea i tabellen, så waliserne nu ligger nummer ni i Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker