Dommerformand vred over nedsat karantæne

Det er dybt problematisk, når en karantænedom kan nedsættes alene på baggrund af forklaringer fra to trænere. Det holder ikke vand. Det dur simpelt hen ikke.

Fastslår formanden for Lolland-Falsters Fodbolddommer Klub, Bo Abildgaard, i sin reaktion over for den nedsatte karantænedom på to spillere fra B.1938.

Emil Vest-Hansen og Emil Silbye, B.1938, blev begge præsenteret for et direkte rødt kort i LF-serie-kampen på Horslunde Stadion 26. maj.

Det burde normalt automatisk udløse to spilledages karantæne, men - med baggrund i indsigelser fra trænerne fra B.1938 og Horslunde - blev karantænen nedsat til én spilledag. 

Afgørelsen blev alene truffet af formanden for LFBU’s turneringsudvalg, Thomas Bonde Jensen - uden at rådføre sig med sit udvalg eller spørge dommer Ole Hansen.
- Dommeren i den pågældende kamp føler sig hængt ud, selv om han blot gjorde sin pligt. Han er jo nærmest blevet underløbet af LFBU, siger Bo Abildgaard.

Det kan dommerklubben ikke leve med, og man har derfor skriftligt rettet henvendelse til fodboldunionen og bedt om en forklaring.
- Det må aldrig komme så vidt, at to trænere kan være med til at bestemme længden på en karantænedom, fastslår Bo Abildgaard.

Formanden for Lolland-Falsters Fodbolddommerklub er forarget over, at en karantænedom blev nedsat uden at spørge turneringsudvalg eller dommer.

Offentliggjort Sidst opdateret