Dommerudvalg beklager VAR-fejl i Superligaens premiere
Dommer Mads Kristoffer Kristoffersen blev kaldt ud til VAR-skærmen en enkelt gang i fredagens superligapremiere, og det gav FC Midtjylland et straffespark i kampen mod Hvidovre. Men senere i kampen skulle han have været ude ved skærmen en gang mere, men det kom han ikke. Det var en fejl, lyder det nu. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland begik straffespark mod Hvidovre, der skulle have medført et rødt kort, erkender dommerudvalg.
Oprykkerne fra Hvidovre skulle have haft et straffespark og spillet mod ti mand mod FC Midtjylland i slutfasen af fredagens premiere i Superligaen.
Det erkender dommerudvalget i Dansk Boldspil-Union (DBU) på vegne af kampens VAR-team.
Helt konkret er der tale om en situation efter 79 minutter, hvor Hvidovres Nicolai Geertsen blev revet ned i feltet af FCM-stopperen Sverrir Ingi Ingason. FCM var på det tidspunkt foran 1-0.
Selv om Geertsens trøje blev flået i stykker i situationen, forblev dommer Mads Kristoffer Kristoffersens fløjte tavs.
Heller ikke VAR-vognen kom Hvidovre til hjælp. Begge dele bliver betegnet som en fejl, konkluderer DBU's dommerudvalg.
- DBU's dommervalideringsgruppe har vurderet situationen og konstateret, at der er tale om en forseelse til straffespark for at "holde" og udvisning for berøvelse af oplagt scoringsmulighed.
- Endvidere er vurderingen, at VAR burde anbefale et on-field review og lade dommeren gense situationen. Ingen af delene skete, hvilket desværre er en fejl, lyder det fra DBU's dommerudvalg.
Efter kampen var Hvidovre-træner Per Frandsen og flere af oprykkerholdets spillere ude med hård kritik af dommerteamet og VAR.
Hvidovre har efterfølgende fået en beklagelse af dommerudvalget, som også kortfattet forklarer, hvad der gik galt i situationen.
- Situationen blev tjekket igennem, men for hurtigt og med utilstrækkelig kvalitet.
- Hvidovre IF er blevet kontaktet med en dyb beklagelse fra alle involverede, som vil gøre alt for at undgå lignende fejl i fremtiden, lyder det fra DBU's dommerudvalg.
FCM endte med at vinde fredagens kamp med 1-0.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned