Domstol: Semenya skal have ny chance i sag om hormonkrav
Caster Semenya i aktion ved finalen på 5000 mener ved de afrikanske mesterskaber i 2022. (Arkivfoto). Foto: Fabien Dubessay/Ritzau Scanpix
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mener, at retssystemet i Schweiz har svigtet løberen Caster Semenya.
Den sydafrikanske løber Caster Semenya har ikke fået en ordentlig behandling i sagen om atletikforbundets World Athletics hormonkrav.
Sådan lyder meldingen tirsdag fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasburg.
World Athletics indførte i 2018 et krav om, at kvindelige atleter med et højt testosteronniveau skal nedbringe niveauet af det mandlige kønshormon ved medicinsk hjælp, hvis de vil stille op i konkurrencer.
Caster Semenya har nægtet at tage den testosteron-nedbringende medicin, og i stedet er hun gået rettens vej.
To gange er dommene faldet ud til fordel for World Athletics.
Sydafrikaneren tabte i første omgang en appelsag ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS), der har hjemme i Schweiz. Senere fik en appelsag i den schweiziske forbundsdomstol samme udfald.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mener ikke, at Semenya er blevet ydet tilstrækkelige retsgarantier i Schweiz.
- Sagens store betydning for ansøgeren samt det snævre grundlag, som den indberettede stat har vurderet sagen på, burde have ført til en grundigere institutionel og proceduremæssig gennemgang.
- Ansøgeren har ikke modtaget en sådan gennemgang, skriver menneskerettighedsdomstolen tirsdag.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mener, at Schweiz bør give Caster Semenya en ny chance for at rejse sin sag i det schweiziske retssystem.
Den 32-årige sydafrikaner vandt OL-guld i 800-meterløb i London i 2012 og gentog bedriften fire år senere i Rio. Semenya har desuden vundet VM-guld tre gange.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet