Dopingekspert: Norske blodtal er værdiløse
Den svenske dopingekspert Bengt Saltin ryster på hovedet af det norske skiforbunds beslutning om at fremlægge langrendsløbernes blodværdier fra 1990'erne.
Dermed forsøger nordmændene at imødegå antydninger om doping i det epo-fyldte årti, men de tal, som blev offentliggjort onsdag, stammer næsten udelukkende fra prøver taget mellem juni og november, hvor der ikke er konkurrencer.
- Det er meningsløse tal, som de præsenterede. Det er jo ikke tiden mellem konkurrencemånederne, man vil vide noget om, men i konkurrencemånederne, siger Bengt Saltin til den svenske tv-station SVT.
Ved præsentationen af tallene onsdag formiddag forklarede den norske langrendsledelse, at man var ude af stand til at indsamle blodværdier fra de konkurrencetunge måneder, fordi det er det internationale skiforbund (FIS), der ligger inde med tallene.
Diskussionen er blusset op efter, at svensk tv i februar sendte programmet "Blodracet", hvor en række udøvere fra forskellige lande blev kædet sammen med så høje blodværdier, at det ifølge læger kun kunne skyldes manipulation af blodet.
Hvor der er konstateret mere eller mindre omfattende doping i lande som Rusland, Italien og Finland, har Sverige og Norge hele tiden hævdet, at deres løbere var rene i årtiet, hvor nordmændene dominerede sporten.
Men det norske skiforbund formåede med onsdagens seance slet ikke at lægge sagen i graven, siger Bengt Saltin.
- Vi fik ikke svar på noget fra dengang, hvor det sandsynligvis var værst, VM i Thunder Bay i 1995. Jeg kan ikke se nogen forklaring på, hvorfor man udelader det, der er af interesse, siger Saltin.
Han har tidligere fortalt, at han har set meget høje blodværdier fra den norske skihelt Bjørn Dæhlie fra netop det VM.
- Jeg er ikke meget for at komme ind på individuelle langrendsløbere. Men der har jo cirkuleret andre tal fra FIS-repræsentanter fra netop den tid. Det, som Norge gjorde, giver flere spørgsmål end svar, siger Bengt Saltin.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde