Dopingfælden klappede fem gange under OL i Paris
International Testing Agency (ITA) har stået for dopingkontrollerne under OL i Paris. (Arkivfoto). Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Sommerens OL i Frankrigs hovedstad bød på fem tilfælde af doping. Prøverne gemmes til fremtidig testning.
Fem atleter blev fanget med doping i kroppen og udelukket fra sommerens OL i Paris.
Det oplyser International Testing Agency (ITA) torsdag i en rapport omkring legene i Frankrigs hovedstad.
ITA, der stod for dopingkontrollen under OL, fortæller, at der er tale om en minimal nedgang i forhold til legene i Tokyo i 2021, hvor dopingfælden klappede for seks atleter.
Antallet af dopingkontroller i Paris er dog blevet øget med fire procent i forhold til Tokyo-legene, meddeler ITA.
I alt blev 4770 atleter - svarende til 39 procent af det samlede antal deltagere - udsat for en dopingkontrol i den franske storby. Kontrollerne omfatter både urin- og blodprøver.
90 procent af de deltagende atleter er ifølge ITA som minimum blevet testet én gang i løbet af 2024 - enten før eller under legene, der foregik fra 26. juli til 11. august. Det er det største antal i historien.
Dopingsynderne fordeler sig på fire forskellige sportsgrene.
Judokæmpere fra både Irak og Afghanistan gik i fælden. Det samme var tilfældet for en bokser fra Nigeria, en atletikudøver fra DR Congo samt en svømmer fra Bolivia.
De dopingprøver, der blev indsamlet i Frankrig, vil blive opbevaret, så det er muligt at genåbne dem i fremtiden, hvis man på et tidspunkt får adgang til nye testmetoder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker