Dopingliste: Vuelta dropper Olano som direktør
Den tidligere cykelstjerne Abraham Olano er færdig som teknisk direktør for det spanske etapeløb Vuelta a España.
Vuelta-arrangøren, Unipublic, og Olano er ifølge sportsavisen Marca blevet enige om at gå hvert til sit, efter at Olano er blevet nævnt på en liste over ryttere, der benyttede sig af doping under Tour de France i 1998.
Abraham Olano, som er tidligere verdensmester i landevejscykling og i enkeltstart, afviste allerede onsdag, at han skulle have dopet sig.
Det er det franske senat, der har offentliggjort den hidtil hemmeligholdte liste med ryttere, som tog epo under Touren i 1998. Med på listen er også danske Bo Hamburger.
- Jeg er overrasket over, at mit navn står på listen, når jeg ikke har afgivet positive dopingprøver.
- Jeg forstår ikke, hvordan det kan komme nu. De må bevise det, skrev Abraham Olano onsdag - ifølge cyclingnews.com - i en pressemeddelelse.
- Jeg har altid været underlagt kontroller og været i mine holds varetægt. Jeg anser mig selv for ikke-skyldig. Jeg har aldrig følt, at jeg har gjort noget forkert, skrev spanieren.
Abraham Olano har været teknisk direktør for Vuelta a España siden 2004, hvor han har været med til at planlægge ruten.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde