Dopingsag kan dæmpe eftermælet af Sinners vilde sæson

Jannik Sinner i regn af konfetti efter triumfen i ATP Finals. Her slog han i finalen Taylor Fritz fra USA. (Arkivfoto). Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters

Jannik Sinner har leveret en af de bedste sæsoner i nyere tid, men eftermælet kan blive plettet af, at han undervejs blev testet positiv for forbudt stof.

Offentliggjort

- Det er fuldstændig vanvittigt.

Ordene er de første, der falder den danske tennisstjerne Holger Rune ind, når han skal beskrive konkurrenten Jannik Sinners 2024.

Den 23-årige italiener triumferede i grand slam-turneringerne Australian Open og US Open, vandt i alt otte turneringer og sluttede af med en suveræn ATP Finals-triumf og en førsteplads på verdensranglisten med næsten 4000 point ned til nummer to.

Sinner vandt 92,1 procent af sine kampe og led kun seks nederlag, og ikke en eneste gang hele året forlod han banen uden at have vundet mindst et sæt. Man skal tilbage til Roger Federers velmagtsdage for at finde lignende statistikker.

- Han har nok haft en af de bedste sæsoner nogensinde i tennishistorien. Det er imponerende, at han kan have en record, som da Federer var bedst, siger Holger Rune anerkendende.

Men Sinners sæson har været andet end blot sejre og trofæer. To positive dopingtest trak en sky hen over de sportslige meritter, selv om Sinners forklaring blev godtaget, og han slap for karantæne, fordi man kun havde sporet en meget lille dosis af det forbudte stof clostebol.

Det skete op til US Open i sensommeren, men faktisk blev Sinners resultater kun bedre derfra.

Interessen for Jannik Sinner var enorm under US Open. Før turneringens start skulle han svare på dopingrelaterede spørgsmål, og to uger efter havde han vundet syv kampe og dermed vundet grand slam-turneringen i New York. (Arkivfoto). Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix

- Det viser bare, hvor god en spiller han er. Han har 100 procent sikkert været forstyrret af det, men han lader det ikke gå ud over sin tennis.

- Han behøver ikke at have en god dag for at ramme et højt niveau, og det er lige meget, om han har det godt eller mindre godt uden for banen. Det er imponerende, mener Rune.

Om de positive dopingprøver vil plette Sinners eller så flotte sæson, tør Rune ikke spå om.

- Det ved jeg ikke. Som tennisspiller kigger vi meget på hans niveau, og hvor konkurrencedygtig han er, men jeg ved ikke, hvad tennisverdenen vil synes og tænke om ham.

De fleste fans i tennisverdenen lader til at hylde ham. I hvert fald blev han tidligere i december for andet år i træk kåret som fansenes favorit i en ATP-afstemning.

Men der findes også kritikere som dem, der på sociale medier poster billeder af kanyler i opslag med Sinner.

Den velansete amerikanske tennisjournalist og forfatter Ben Rothenberg er fuld af beundring over Sinners resultater, men i en klumme på sin egen hjemmeside forudser Rothenberg, at konfettien, der regnede ned over Sinner efter sæsonfinalen, kan ende med at fryse til is.

Interessen for Jannik Sinner var enorm under US Open. Før turneringens start skulle han svare på dopingrelaterede spørgsmål, og to uger efter havde han vundet syv kampe og dermed vundet grand slam-turneringen i New York. (Arkivfoto). Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix

- Vi lever i en æra, hvor overmenneskelige sportsbedrifter desværre, men uundgåeligt, bliver mistænkeliggjort.

- På den måde er det enormt ubelejligt for Sinner, at han lige netop leverer det største tennisår i en generation i samme år, som han bliver testet positiv for det forbudte stof clostebol to gange, skriver Ben Rothenberg.

Tennisjournalisten minder om, at Sinners sag er anket til sportsdomstolen CAS og derfor stadig risikerer at sende italieneren ud af spillet i en periode.

- Den største trussel mod, at Sinner vinder alle fire grand slam-turneringer i 2025, er muligvis ikke en modstander, men det faktum, at han kan være udelukket fra konkurrence under en af de fire majors.

/ritzau/

Sinners suveræne sæson

Jannik Sinner var årets bedste tennisspiller, selv om Carlos Alcaraz vandt lige så mange grand slam-turneringer. På mange andre parametre var Sinner bedst:

* Turneringssejre i 2025: 8 (herunder ATP Finals og Masters 1000-turneringer i Miami, Cincinnati og Shanghai).

* Grand slam-titler: 2 (Australian Open og US Open).

* Indtjente pengepræmier i sæsonen: 16.914.035 dollar - svarende til 120 millioner kroner.

* Derudover vandt han invitationsturneringen 6 Kings Slam i Saudi-Arabien, som angiveligt indbragte ham yderligere 40 millioner kroner.

* Førsteplads på verdensranglisten siden 10. juni.

* Davis Cup-triumf med Italien for andet år i træk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu