Dorgu bliver mødt af klapsalver på Old Trafford

Patrick Dorgu blev præsenteret på Old Trafford sammen med den 18-årige englænder Ayden Heaven, som Manchester United har hentet i Arsenal. Foto: Peter Powell/Reuters

Foran tusindvis af fans blev Patrick Dorgu på Old Trafford præsenteret som ny Manchester United-spiller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu havde et stort smil på læben, da han søndag eftermiddag trådte ind på banen på Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford.

Her blev den 20-årige dansker præsenteret som ny spiller i klubben, efter at United har offentliggjort, at Dorgu har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2030.

Dorgu, der skifter fra italienske Lecce, blev mødt af klapsalver fra tusindvis af fans, der havde fundet vej til lægterne inden Uniteds møde med Crystal Palace i Premier League.

Danskeren fik Uniteds røde spillertrøje i hænderne og viste den frem til fotograferne, så man kunne se, at der bagpå trøjen var skrevet Dorgus navn og hans nye rygnummer.

Landsholdsspilleren er blevet tildelt rygnummer 13, som tidligere er blevet båret af landsmanden Anders Lindegaard.

Den pensionerede keeper spillede i United fra 2011 til 2015.

I United bliver Dorgu holdkammerat med landsholdskollegerne Rasmus Højlund og Christian Eriksen.

Han er det første indkøb, siden United hentede portugisiske Ruben Amorim som ny manager.

Dorgu blev præsenteret sammen med den 18-årige englænder Ayden Heaven, som United lørdag hentede i Arsenal.

Forsvarsspilleren er et produkt af London-klubbens akademi og fik tidligere på sæsonen debut på Arsenals førstehold.

/ritzau/