Dortmund flopper stort mod Bundesligaens bundprop

Georgios Masouras jubler over målet til 2-0 mod Dortmund. Foto: David Inderlied/Ritzau Scanpix

Med to mål mod Borussia Dortmund sendte Georgios Masouras Bochum væk fra Bundesligaens sidsteplads.

Offentliggjort Sidst opdateret

Borussia Dortmund fortsætter sin meget svingende sæson i Bundesligaen.

Fire dage efter at have spillet sig tæt på ottendedelsfinalerne i Champions League med 3-0 ude over Sporting, nåede holdet et nyt lavpunkt på den hjemlige scene.

På udebane tabte Dortmund med 0-2 til Bochum, der før mødet lå på Bundesligaens sidsteplads.

Den græske angriber Georgios Masouras scorede begge mål for Bochum, men fik også god hjælp til det.

Godt en halv time var spillet, da Philipp Hofmann blev spillet fri i dybden og sendte bolden mod scoring. På selve målstregen hjalp Masouras bolden det sidste stykke over stregen til føring.

Mindre end to minutter senere var det så Dortmunds Niklas Süle, der assisterede. Han forsøgte at aflevere bolden til egen keeper, men pasningen blev for kort, så Masouras kunne smutte imellem og øge til 2-0.

Med sejren avancerer Bochum til næstsidstepladsen og sender Kiel ned som agterlanterne. Pudsigt nok vandt Kiel senest over netop Dortmund.

Dortmund rangerer på en skuffende 11.-plads med 29 point for 22 kampe.

Wolfsburg havde tre danskere i aktion, da holdet på udebane vandt med 2-1 ude over Stuttgart.

Jonas Wind startede på banen og blev efter 70 minutter erstattet med Andreas Skov Olsen. Ved anden halvlegs start kom Mads Roerslev Rasmussen på banen.

Nick Woltemade bragte Stuttgart foran i det 72. minut, men Wolfsburg vendte det hele på hovedet med to mål i det sidste kvarter.

Med sejren har Wolfsburg 33 point som nummer otte. Stuttgart har to point mere på sjettepladsen.

Hos Union Berlin udgik Robert Skov med en skade efter en halv time, da hjemmekampen mod Mönchengladbach blev tabt med 1-2.

/ritzau/