Dortmund indkasserer tidligt nederlag i Bundesligaen
Vincenzo Grifo scorede til 1-0 direkte på frispark. Foto: Sebastian El-Saqqa/Ritzau Scanpix
Sebastian El-Saqqa/Ritzau Scanpix
Uden Thomas Delaney i aktion tabte Borussia Dortmund til Freiburg, der blev sat i gang af frisparksperle.
Efter et drøn af en premieresejr på 5-2 over Frankfurt i første spillerunde kom Borussia Dortmund ned på jorden i anden runde af Bundesligaen.
Med Thomas Delaney på bænken i hele kampen tabte Dortmund med 1-2 ude mod Freiburg.
Freiburg kom foran i det sjette minut på et drøn af et frispark fra godt 25 meter fra italieneren Vincenzo Grifo.
Seks minutter efter pausen øgede hjemmeholdet på et perfekt udført kontraangreb, hvor Roland Sallai slutteligt sparkede bolden ind til 2-0.
Derefter intensiverede Dortmund presset, og det gav nyt håb seks minutter senere, da Yannik Keitel sendte et indlæg i eget net til 1-2.
Favoritten jagtede udligningen i kampens sidste del, men hjemmeholdet holdt stand og slog for anden gang i 2021 Dortmund med 2-1 på eget græs.
Den tidligere Brøndby-profil Jesper Lindstrøm lavede et godt indhop for Eintracht Frankfurt i første spillerunde, og lørdag havde træner Oliver Glasner fundet plads til danskeren i startopstillingen til hjemmekampen mod Augsburg, der sluttede 0-0.
Lindstrøm leverede igen mange gode offensive initiativer, men oftest manglede der lige det sidste, når han prøvede at sætte holdkammeraterne i scene.
Selv manglede han et par centimeter, da han 20 minutter efter pausen forsøgte at stemple et indlæg i mål, og i en anden situation sparkede han forbi mål med venstrebenet, før han i det 80. minut blev skiftet ud.
Mainz med Bo Svensson som træner tabte på udebane med 0-2 til Bochum på mål af Gerrit Holtmann og Sebastian Polter.
Med sejren på 2-1 ude over Hertha Berlin er Wolfsburg første hold på seks point.
Lige efter følger med fire point Bayer Leverkusen, der i den sene kamp lørdag vandt hele 4-0 over Mönchengladbach.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned