Dortmund-indkøb skal løfte tung angriber-arv efter Haalands afgang

Erling Haaland er den seneste angriber, der har haft kæmpe succes i Dortmund. Haaland er blevet solgt til Manchester City i løbet af sommeren, og han bliver afløst af nyindkøbene Sebastian Haller og Karim Adeyemi. Foto: Anke Waelischmiller/Sven Simon/Ritzau Scanpix

Borussia Dortmunds sommerindkøb kan meget vel blive de næste pletskud i klubbens lange række af angribersucceser, vurderer fodboldekspert Ken Ilsø.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er få klubber, der har haft lige så stor succes med at hente og forme angribere som den tyske klub Borussia Dortmund.

Faktisk er det påfaldende, hvordan Dortmund gang på gang har formået at hente mindre prominente navne til klubben, forvandle dem til superstjerner for dernæst at sælge dem og gentage cyklussen.

I lidt over et årti har klubben kunnet bryste sig af målmaskiner som Robert Lewandowski, Pierre-Emerick Aubameyang og Erling Haaland. Men også angribere som Paco Alcácer og Michy Batshuayi har over en kortere periode været effektive foran mål i Dortmund.

Når klubben lørdag tager hul på den nye sæson i Bundesligaen, skal nyindkøbet Karim Adeyemi tage over for den norske bomber Erling Haaland, der er blevet solgt til Manchester City.

Egentlig skulle Adeyemi suppleres af et andet nyindkøb, Sébastien Haller, men han er kort inden sæsonstart blevet ramt af testikelkræft og skal igennem et flere måneder langt behandlingsforløb.

Haaland scorede 61 ligamål i 66 kampe for Dortmund og efterlader en tung arv. Spørger man fodboldekspert på Viaplay Ken Ilsø, er der dog flere grunde til at tro, at Adeyemi og på sigt også Haller kan løfte arven.

- Hver gang Dortmund har erstattet en angriber, har man spekuleret i, om det var en, der kunne gentage succesen.

- Historikken har gang på gang gjort tvivlen til skamme, siger Ken Ilsø, der selv har spillet i Bundesligaen.

Han påpeger, at Dortmunds offensive plan i høj grad er koncentreret om holdets spydspids.

- Som angriber i Dortmund har man virkelig gode vilkår. Det er et kontrahold i verdensklasse, hvor angriberne længe har haft dygtige kreatører omkring sig.

- De vil gerne sætte angriberen i scene. De ved, at skal de spille med om mesterskabet, kræver det en angriber med selvtillid, der kan løfte holdet på de dage, hvor spillet ikke fungerer, siger han.

Dortmund råder også over andre stærke offensive kort som Marco Reus, Thorgan Hazard og Donyell Malen, påpeger han.

Efter Hallers kræftdiagnose har Dortmund-direktør Hans-Joachim Watzke desuden luftet tanken om at hente endnu et kort til angriberkabalen.

Rivalen Bayern München har omvendt sagt farvel til stjernen Robert Lewandowski, der er rykket til FC Barcelona.

Det kan blive en gylden mulighed for at bryde Bayern Münchens tiårige, ubrudte dominans i Bundesligaen.

- Med salget af Lewandowski bliver Bayern højst sandsynligt nødt til at ændre spillestil. Dortmund har hentet gode forstærkninger i transfervinduet, og derfor tror jeg virkelig, at de har en chance i år, siger Ken Ilsø.

/ritzau/

Dortmunds angribere har mål i støvlerne

Borussia Dortmund har haft enorm succes på angriberfronten i mere end et årti.

Her er en liste over Dortmunds mest scorende spidsangribere de seneste 13 sæsoner. Listen tæller kun mål i Bundesligaen.

* 2011/12: Robert Lewandowski: 22 mål.

* 2012/13: Robert Lewandowski: 24 mål.

* 2013/14: Robert Lewandowski: 20 mål.

* 2014/15: Pierre-Emerick Aubameyang: 16 mål.

* 2015/16: Pierre-Emerick Aubameyang: 25 mål.

* 2016/17: Pierre-Emerick Aubameyang: 31 mål.

* 2017/18: Pierre-Emerick Aubameyang: 13 mål (Spillede kun første halvdel af sæsonen).

* 2018/19: Paco Alcácer: 18 mål.

* 2019/20: Erling Haaland: 13 mål (Spillede kun anden halvdel af sæsonen).

* 2020/21: Erling Haaland: 27 mål.

* 2021/22: Erling Haaland: 22 mål.

Kilde: Transfermarkt.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu