Lille nedtur for Borussia Dortmund i den tyske Bundesliga i fodbold.
Holdet spillede søndag på hjemmebane 1-1 mod Hoffenheim, og dermed gik værterne glip af sin ottende ligasejr i træk, hvilket ellers ville have været klubrekord.
Dortmund kan dog glæde sig over, at holdet trods alt udlignede til 1-1 i overtiden på et frisparksmål af indskiftede Antonio da Silva og forhindrede sæsonens andet nederlag.
Dortmunds Nuri Sahin kunne allerede have udlignet Demba Bas tidlige 1-0-føringsmål til gæsterne efter et kvarter, men den tyrkiske midtbanespiller brændte sit straffesparksforsøg. Det skete ikke uden dramatik i øvrigt.
Sahin scorede på sit første forsøg, men dommeren vurderede, at en en anden Dortmund-spiller var løbet for tidligt ind i feltet. Derfor skulle Sahin tage sit straffespark om, og i andet forsøg reddede Hoffenheim-målmand Tom Starke.
Det var et godt billede på Dortmunds kamp. Det kørte ikke rigtigt, og trods et stort pres efter pausen, blev det aldrig for alvor farligt. Angrebsspillet var lidt for forudsigeligt til, at det kunne true gæsterne. Kun det tvivlsomt dømte frispark, som Antonio da Silva scorede på, reddede hjemmeholdet.
Dortmund står nu noteret for 22 point efter ni spillerunder, som har resulteret i syv sejre. Hoffenheim er syv point efter.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde