Borussia Dortmund er ved at miste lidt af pusten i forsøget på at vinde klubbens første mesterskab siden 2002.
Lørdag måtte Bundesligaens suveræne tophold nøjes med 1-1 på hjemmebane mod Mainz, der fik udlignet i kampens sidste minut.
Dortmund-træner Jürgen Klopps mandskab gjorde ellers meget rigtigt i begyndelsen af kampen, hvor Mats Hummels med ryggen fik sendt et frispark i mål til 1-0. Mainz-målmand Christian Wetklo så ikke alt for godt ud i den situation.
Værterne burde have bragt sig yderligere foran, men efter pausen havde holdet sværere ved at spille sig frem til chancer. Et minut før slutfløjt gik det så galt, da gæsterne, der havde Bo Svensson med i hele kampen, slog kontra.
Et indlæg endte hos Petar Sliskovic, der fik dirigeret bolden i mål til 1-1.
Dortmunds pointtab kommer efter at holdet i sidste spillerunde tabte til Hoffenheim. Holdet topper dog Bundesligaen med 62 point - 10 point mere end forfølgerne fra Bayer Leverkusen, der har spillet en kamp færre.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker