Dortmund-skurk bliver helten mod Shakhtar
Det lignede længe en smal sejr til ukrainske Shakhtar Donetsk på hjemmebane over Borussia Dortmund, men tyskerne sikrede sig et 2-2-resultat i de sidste minutter af kampen.
Den tyske landsholdsspiller Mats Hummels var delvist skyld i ukrainernes 2-1-mål, men sendte selv 2-2-målet i nettet i slutminutterne.
Det begyndte ellers godt for Shakhtar Donetsk. Den kroatiske kantspiller Darijo Srna bragte efter en halv times spil ukrainerne foran 1-0 på et direkte frispark, som er anførerens specialitet.
Dortmunds polske angriber, Robert Lewandowski, scorede til 1-1 efter 41 minutter, da han snød hele det ukrainske forsvar ved i første omgang at sparke forbi bolden og dernæst køligt sætte bolden i nettet.
Indskiftede Douglas Costa sendte igen Donetsk-mandskabet i front, og det skete efter et regulært kiks i Dortmund-forsvaret efter 68 minutter.
Hummels og Marcel Schmelzer kunne ikke blive enige om at få markeret Costa, som alt for nemt fik lov at bringe hjemmeholdet på 2-1.
Lewandowski havde kort efter en kæmpe chance for at udligne, men helt fri foran mål lykkedes det polakken at sparke forbi den højre stolpe.
Hummels gjorde dog skaden god igen, da han fik udlignet til 2-2 tre minutter før den ordinære spilletid på et hovedstød efter et hjørnespark.
Dortmund holdt stand i de sidste minutter plus dommerens tillægstid. Dermed har tyskerne sikret sig et meget fint udgangspunkt før returkampen i Tyskland den 5. marts.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde