Dortmund tager sen sejr i Gladbach i medrivende kamp
Dortmunds Marco Reus (th.) åbnede ballet lørdag med den første scoring i udekampen mod Borussia Mönchengladbach. Foto: /ritzau/AP/Roland Weihrauch
/ritzau/AP/Roland Weihrauch
Et mål kort før tid sikrede Dortmund tre point i kampen om Champions League-pladser mod Gladbach.
Andreas Christensen og Jannik Vestergaard spillede alle 90 minutter i Borussia Mönchengladbachs centerforsvar i en underholdende kamp hjemme mod Borussia Dortmund i Bundesligaen.
Desværre for de to danskere tog Dortmund sejren på 3-2 efter en scoring kort før tid.
Sejren sender Dortmund op på den tredjeplads, som giver direkte adgang til næste sæsons Champions League-gruppespil. Der resterer fire runder af Bundesligaen.
Kampen blev indledt på kontroversiel vis, da gæsterne efter små ti minutters spil blev tilkendt et straffespark.
Hjemmeholdets Mahmoud Dahoud nedlagde Dortmunds Christian Pulisic voldsomt på kanten af feltet, og forseelsen var tydelig.
Om det var i feltet eller ej, var mere tvivlsomt, men dommeren pegede på pletten, og Marco Reus eksekverede sikkert.
Reus gav flere gange især Jannik Vestergaard problemer, men Gladbach-forsvaret holdt stand, og kort før pausen udnyttede man en gave fra Dortmund.
Indskiftede Mikel Merino kiksede en pasning fuldstændig på et farligt sted, og det udnyttede Lars Stindl til at gøre det til 1-1.
Dortmund havde topscorer Pierre-Emerick Aubameyang på bænken, og hans hurtighed og farlighed var savnet.
Kort efter pausen kom hjemmeholdet i front, da Marcel Schmelzer var uheldig at snitte et indlæg i eget net.
Efter 57 minutter reagerede Dortmund-træner Thomas Tuchel ved at sende Aubameyang på banen. Han skulle blot bruge tre minutter på vise, hvorfor det var en god idé.
Han blev spillet fri i dybden, rundede Gladbachs keeper og satte bolden ind til 2-2 med en halv time igen.
Begge hold skabte gode muligheder for at komme i front, men to gode målmand gjorde det svært.
Dortmunds Raphaël Guerreiro var tæt på at iklæde sig matchvinderrollen syv minutter før tid, da han ramte indersiden af stolpen, hvorefter bolden løb langs stregen og forbi på ydersiden af modsatte stolpe.
Den lille portugiser endte dog alligevel som helten.
På tærsklen til overtiden headede han et frispark i nettet til 3-2, som sikrede gæsterne alle tre point.
Den tabende danskerklub er placeret midt i tabellen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned