Double skaffer tiltrængt dansk badmintonsucces i Odense
Kim Astrup (til højre) og Anders Skaarup har aldrig tidligere nået semifinalen ved Denmark Open. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Anders Skaarup og Kim Astrup er klar til semifinalen i Denmark Open efter en tæt kamp mod et indonesisk par.
Danmarks bedste herredouble, Anders Skaarup og Kim Astrup, er for første gang i karrieren blandt de fire bedste par ved Denmark Open i badminton.
Duoen besejrede indoneserne Muhammad Fikri og Bagas Maulana i tre sæt med cifrene 19-21, 21-11 og 21-17.
Resultatet betyder tiltrængt dansk succes i Danmarks største turnering, der ellers har budt på en række skuffende resultater.
Således er Skaarup/Astrup i herredouble og Viktor Axelsen i herresingle de eneste danske spillere, der nåede frem til fredagens kvartfinaler.
Den danske double var favorit mod det forholdsvis upåagtede indonesiske par, der rangerer som verdens nummer 41 og foreløbig ikke er noteret for de helt store resultater.
Ikke desto mindre var det indoneserne, der vandt et jævnbyrdigt første sæt. Men efter sidebyttet kom danskerne op i gear.
Anders Skaarup afsluttede et næsten perfekt sæt af danskerne ved at sende et skråt smash ned på den anden banehalvdel til en overbevisende sætsejr på 21-11.
Dermed skulle kampen afgøres i et tredje sæt, og det blev tæt. Danskerne var bagud 14-16, men ramte en god stime på det helt rigtige tidspunkt.
De tilspillede sig tre matchbolde ved 20-17 og udnyttede den første, da Kim Astrup bankede bolden ned på den indonesiske halvdel efter godt netspil.
Skaarup og Astrup er aldrig tidligere nået så langt i den stærkt besatte turnering. Sejren blev da også fejret med overstadige jubelscener på gulvet i Odense.
I semifinalen venter Goh Sze Fei og Nur Izzuddin fra Malaysia. Den kamp spilles lørdag.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker