Dramatisk sejr sikrer Odense topplacering

Rikke Iversen scorede tre mål for Odense søndag. (Arkivfoto). Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Odenses håndboldkvinder er sikker på at ende øverst i sin slutspilsgruppe efter en sejr på 27-26 over NFH.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kampen om topplaceringen i slutspilsgruppe 1 i kvindernes håndboldliga er forbi.

Søndag sikrede Odense Håndbold, som allerede havde booket en plads i semifinalerne, førstepladsen. Det skete med en sejr på 27-26 på udebane over Nykøbing F. Håndboldklub (NFH) efter et mål af Mia Rej med to sekunder tilbage.

Sejren er fynboernes fjerde i lige så mange kampe i slutspillet og bringer holdet op på ti point med to kampe tilbage. Det er fem mere, end Viborg har på andenpladsen.

NFH har ét point færre end Viborg i kampen om andenpladsen, der også giver avancement. Søndagens resultat betyder, at Viborg med en sejr kan booke en tur i semifinalerne, når de to hold mødes i deres næste kamp 27. april.

Ender den kamp med alt andet end en Viborg-sejr, vil andenpladsen stadig være i spil i sidste runde i gruppespillet.

Gruppens fjerde hold, København Håndbold, er efter fire nederlag på stribe uden mulighed for at ende i top-2 og gå videre.

Odense var foran med fire i første halvleg mod NFH søndag, men gik til pause med en føring på blot to mål.

I anden halvleg kom fynboerne hurtigt op på plus seks, men så vågnede NFH op og fik reduceret til 19-20. Odense fik dog skabt et lidt mere komfortabelt forspring ved komme foran med tre mål.

Med lidt over et minut tilbage havde NFH bolden med mulighed for at udligne, men Elma Halilcevics forsøg blev reddet af Martina Thörn i det fynske mål.

NFH fik dog en ny mulighed, og denne gang lykkedes det. Charlotte Mikkelsen scorede til 26-26, men Mia Rej ødelagde hjemmeholdets påske med det afgørende mål, scoret med to sekunder tilbage på kampuret.

/ritzau/